Gênesis

1.

2. så vil jeg gøre dig til et stort Folk, og jeg vil velsigne dig og gøre dit Navn stort. og vær en Velsignelse!

3.

4. Og Abram gik,som HERREN sagde til ham, og Lot gik med ham. Abram var fem og halvfjerdsindstyve År, da han drog fra Karan;

5. og Abram tog sin Hustru Saraj og sin Brodersøn Lot og al den Ejendom, de havde samlet sig, og de Folk, de havde vundet sig i Karan, og de gav sig på Vej til Kana'ans Land og nåede derhen.

6. Derpå drog Abram gennem Landet til Sikems hellige Sted, til Sandsigerens Træ. Det var dengang Kana'anæerne boede i Landet.

7.

8. Derpå brød han op derfra og drog til Bjergene østen for Betel, og han slog Lejr med Betel mod Vest og Aj mod Øst; og han byggede HERREN et Alter der og påkaldte HERRENs Navn.

9. Derpå drog Abram fra Plads til Plads og nåede Sydlandet.

10. Der opstod Hungersnød i Landet; og da Hungersnøden i Landet blev trykkende, drog Abram ned til Ægypten for at bo der som fremmed.

11. Da han nu nærmede sig Ægypten, sagde han til sin Hustru Saraj: Jeg ved jo, at du er en smuk Kvinde;

12. når nu Ægypterne ser dig, og de mener, at du er min Hustru, slår de mig ihjel og lader dig leve;

13.

14. Da han så drog ind i Ægypten, så Ægypterne, at hun var en såre smuk Kvinde;

15. og Faraos Stormænd, der så hende, priste hende for Farao, og så blev Kvinden ført til Faraos Hus.

16. Men Abram behandlede han godt for hendes Skyld, og han fik Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, Trælle og Trælkvinder, Aseninder og Kameler.

17. Men HERREN ramte Farao og hans Hus med svære Plager for Abrams Hustru Sarajs Skyld.

18.

19.

20. Og Farao bød sine Mænd følge ham og hans Hustru og al deres Ejendom på Vej;

1. og Abram drog atter med sin Hustru og al sin Ejendom fra Ægypten op til Sydlandet, og Lot drog med ham.

2. Abram var meget rig på kvæghjorde, Sølv og Guld;

3. og han vandrede fra Lejrplads til Lejrplads og nåede fra Sydlandet til Betel, til det Sted, hvor hans Teltlejr havde stået første Gang, mellem Betel og Aj,

4. til det Sted, hvor han forrige Gang havde rejst et Alter; og Abram påkaldte der HERRENs Navn.

5. Og Lot, der drog med Abram, ejede ligeledes Småkvæg, Hornkvæg og Telte.

6. Men Landet formåede ikke at rumme dem, så de kunde bo sammen; thi deres Hjorde var for store til, at de kunde bo sammen.

7. Da opstod der Strid mellem Abrams og Lots Hyrder; det var dengang Kana'anæerne og Perizziterne boede i Landet.

8.

9.

10. Da så Lot sig omkring, og da han så, at hele Jordanegnen (det var før HERREN ødelagde Sodoma og Gomorra) var vandrig som HERRENs Have, som Ægyptens Land, hen ad Zoar til,

11. valgte han sig hele Jordanegnen. Så brød Lot op og drog østerpå, og de skiltes,

12. idet Abram slog sig ned i Kana'ans Land, medens Lot slog sig ned i Jordanegnens Byer og drog med sine Telte fra Sted til Sted helt hen til Sodoma.

13. Men Mændene i Sodoma var ugudelige og store Syndere mod HERREN.

14.

15. thi hele det Land, du ser, vil jeg give dig og dit Afkom til evig Tid,

16. og jeg vil gøre dit Afkom som Jordens Støv, så at det lige så lidt skal kunne tælles, som nogen kan tælle Jordens Støv.

17.

18. Så drog Abram fra Sted til Sted med sine Telte og kom til Mamres Lund i Hebron, hvor han slog sig ned og byggede HERREN et Alter.

1. Dengang Amrafel var Konge i Sinear, Arjok i Ellasar, Kedorlaomer i Elam og Tidal i Gojim.

2. lå de i Krig med Kong Bera af Sodoma, Kong Birsja af Gomorra, Kong Sjin'ab af Adma, Kong Sjem'eher af Zebojim og Kongen i Bela, det et Zoar.

3. Alle disse havde slået sig sammen og var rykket frem til Siddims Dal, det er Salthavet.

4. I tolv År havde de stået under Kedorlaomer, men i det trettende faldt de fra;

5. og i det fjortende År kom Kedorlaomer og de Konger, som fulgte ham. Først slog de Refaiterne i Asjtarot Karnajim, Zuziterne i Ham, Emiterne i Sjave Kirjatajim

6. og Horiterne i Seirs Bjerge hen ad El-Paran til ved Ørkenens Rand;

7. så vendte de om og drog til Misjpatkilden, det er Hadesj, og slog Amalekiterne i hele deres Område og ligeså de Amoriter, der boede i Hazazon Tamar.

8. Da drog Sodomas, Gomorras, Admas, Zebojims og Belas, det er Zoats, Konger ud og indlod sig i Siddims Dal i Kamp

9. med Kong Kedorlaomer af Elam, Kong Tid'al af Gojim, Kong Amrafel af Sinear og Kong Arjok af Ellasar, fire Konger mod fem.

10. Men Siddims Dal var fuld af Jordbeggruber; og da Sodomas og Gomorras Konger blev slået på Flugt, styrtede de i dem, medens de, der blev tilbage, flyede op i Bjergene.

11. Så tog Fjenden alt Godset i Sodoma og Gomorra og alle Levnedsmidlerne og drog bort;

12. ligeledes tog de, da de drog bort, Abrams Brodersøn Lot og alt hans Gods med sig; thi han boede i Sodoma.

13. Men en Flygtning kom og meldte det til Hebræeren Abram, der boede ved den Lund, som tilhørte Amoriten Mamre, en Broder til Esjkol og Aner, der ligesom han var Abrams Pagtsfæller.

14. Da nu Abram hørte, at hans Frænde var taget til Fange, mønstrede han sine Husfolk, de hjemmefødte Trælle, 318 Mand, og satte efter Fjenden til Dan;

15. der faldt han og hans Trælle over dem om Natten, slog dem på Flugt og forfulgte dem op til Hoba norden for Damaskus.

16. Derefter bragte han alt Godset tilbage; også sin Frænde Lot og hans Gods førte han tilbage og ligeledes Kvinderne og Folket.

17. Da han nu kom tilbage fra Sejren over Kedorlaomer og de Konger, der fulgte ham, gik Sodomas Konge ham i Møde i Sjavedalen, det er Kongedalen.

18. Men Salems Konge Melkizedek, Gud den Allerhøjestes Præst, bragte Brød og Vin

19.

20.

21.

22.

23. at jeg ikke vil tage så meget som en Tråd eller en Sandalrem eller overhovedet noget som helst af din Ejendom; du skal ikke sige, at du har gjort Abram rig!

1.

2.

3.

4.

5.

6. Da troede Abram HERREN, og han regnede ham det til Retfærdighed.

7.

8.

9.

10. Så tog han alle disse Dyr skar dem midt over og lagde Halvdelene over for hinanden; dog skar han ikke Fuglene over.

11. Da slog der Rovfugle ned på de døde Kroppe, men Abram skræmmede dem bort.

12. Da Solen så var ved at gå ned, faldt der Dvale over Abram, og se, Rædsel faldt over ham, et stort Mørke.

13.

14. Dog vil jeg også dømme det Folk, de kommer til at trælle for, og siden skal de vandre ud med meget Gods.

15. Men du skal fare til dine Fædre i Fred og blive jordet i en god Alderdom.

16.

17. Da Solen var gået ned og Mørket faldet på, viste der sig en rygende Ovn med en flammende Ildslue, der skred frem mellem de sønderskårne Kroppe.

18.

19. det er Keniterne, Henizziterne, Kadmoniterne,

20. Hetiterne, Perizziterne, Refaiterne,

1. Abrams Hustru Saraj fødte ham intet Barn. Men Saraj havde en Ægyptisk Trælkvinde ved Navn Hagar;

2.

3. Så tog Abrams Hustru Saraj sin Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, efter at Abram havde boet ti År i Kana'ans Land, og gav sin Mand Abram hende til Hustru;

4. og han gik ind til Hagar, og hun blev frugtsommelig. Men da hun så, at hun var frugtsommelig, lod hun hånt om sin Herskerinde.

5.

6.

7. Men HERRENs Engel fandt hende ved Vandkilden i Ørkenen, ved Kilden på Vejen til Sjur;

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14. Derfor kaldte man Brønden Be'er-lahaj-ro'i; den ligger mellem Kadesj og Bered.

15. Og Hagar fødte Abram en Søn, og Abram kaldte Sønnen, Hagar fødte ham, Ismael.

16. Abram var seks og firsindstyve År gammel, da Hagar fødte ham Ismael.

1.

2.

3. Da faldt Abram på sit Ansigt, og Gud sagde til ham:

4.

5. derfor skal dit Navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til Fader til en Mængde Folk.

6. Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til Folk, og Konger skal nedstamme fra dig.

7. Jeg opretter min Pagt mellem mig og dig og dit Afkom efter dig fra Slægt til Slægt, og det skal være en evig Pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit Afkoms Gud;

8.

9.

10. og dette er min Pagt, som I skal holde, Pagten mellem mig og eder, at alt af Mandkøn hos eder skal omskæres.

11. I skal omskæres på eders Forhud, det skal være et Pagtstegn mellem mig og eder;

12. otte Dage gamle skal alle af Mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte Trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit Afkom;

13. omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min Pagt på eders Legeme skal være en evig Pagt!

14.

15.

16.

17.

18.

19.

20. Men hvad Ismael angår, har jeg bønhørt dig: jeg vil velsigne ham og gøre ham frugtbar og give ham et overvættes talrigt Afkom; tolv Stammehøvdinger skal han avle, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.

21.

22. Så hørte han op at tale med ham; og Gud steg op fra Abraham.

23. Da tog Abraham sin Søn Ismael og alle sine hjemmefødte og de købte, alt af Mandkøn i Abrahams Hus, og omskar selvsamme Dag deres Forhud, således som Gud havde pålagt ham.

24. Abraham var ni og halvfemsindstyve År, da han blev omskåret på sin Forhud;

25. og hans Søn Ismael var tretten År, da han blev omskåret på sin Forhud.

26. Selvsamme Dag blev Abraham og hans Søn Ismael omskåret;

27. og alle Mænd i hans Hus, både de hjemmefødte og de, der var købt, de fremmede, blev omskåret tillige med ham.

1. Siden åbenbarede HERREN sig for ham ved Mamres Lund, engang han sad i Teltdøren på den hedeste Tid af Dagen.

2. Da han så op, fik han Øje på tre Mænd, der stod foran ham. Så snart han fik Øje på dem, løb han dem i Møde fra Teltdøren, bøjede sig til Jorden

3.

4. Lad der blive hentet lidt Vand, så I kan tvætte eders Fødder og hvile ud under Træet.

5.

6.

7. Så ilede han ud til Kvæget, tog en fin og lækker Kalv og gav den til Svenden, og han tilberedte den i Hast.

8. Derpå tog han Surmælk og Sødmælk og den tilberedte Kalv, satte det for dem og gik dem til Hånde under Træet, og de spiste.

9.

10.

11. og da Abraham og Sara var gamle og højt oppe i Årene, og det ikke mere gik Sara på Kvinders Vis,

12.

13.

14.

15.

16. Så brød Mændene op derfra hen ad Sodoma til, og Abraham gik med for at følge dem på Vej.

17.

18. da Abraham dog skal blive til et stort og mægtigt Folk, og alle Jordens Folk skal velsignes i ham?

19.

20.

21.

22. Da vendte Mændene sig bort derfra og drog ad Sodoma til; men HERREN blev stående foran Abraham.

23.

24. Måske findes der halvtredsindstyve retfærdige i Byen; vil du da virkelig udrydde dem og ikke tilgive Stedet for de halvtredsindstyve retfærdiges Skyld, som findes derinde.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32.

33. Da nu HERREN havde talt ud med Abraham, gik han bort; og Abraham vendte tilbage til sin Bolig.

1. De to Engle kom nu til Sodoma ved Aftenstid. Lot sad i Sodomas Port, og da han fik Øje på dem, stod han op og gik dem i Møde, bøjede sig til Jorden

2.

3. Da nødte han dem stærkt, og de tog ind i hans Hus; derpå tilberedte han dem et Måltid og bagte usyrede Kager, og de spiste.

4. Men endnu før de havde lagt sig, stimlede Byens Folk, Indbyggerne i Sodoma, sammen omkring Huset, både gamle og unge, alle uden Undtagelse,

5.

6. Da gik Lot ud til dem i Porten, men Døren lukkede han efter sig.

7.

8.

9.

10. Da rakte Mændene Hånden ud og trak Lot ind til sig og lukkede Døren;

11. men Mændene uden for Porten til Huset slog de med Blindhed, både store og små, så de forgæves søgte at finde Porten.

12.

13.

14.

15.

16. Og da han tøvede, greb Mændene ham,.hans Hustru og hans to Døtre ved Hånden, thi HERREN vilde skåne ham, og de førte ham bort og bragte ham i Sikkerhed uden for Byen.

17.

18.

19. Din Træl har jo fundet Nåde for dine Øjne, og du har vist mig stor Godhed og frelst mit Liv; men jeg kan ikke nå op i Bjergene og undfly Ulykken; den indhenter mig så jeg mister Livet.

20.

21.

22.

23. Da Solen steg op over Landet og Lot var nået til Zoar,

24. lod HERREN Svovl og Ild regne over Sodoma og Gomorra fra HERREN, fra Himmelen;

25. og han ødelagde disse Byer og hele Jordanegnen og alle Byernes Indbyggere og Landets Afgrøde.

26. Men hans Hustru, som gik efter ham, så sig tilbage og blev til en Saltstøtte.

27. Næste Morgen, da Abraham gik hen til det Sted, hvor han havde stået hos HERREN,

28. og vendte sit Blik mod Sodoma og Gomorra og hele Jordanegnen. så han Røg stige til Vejrs fra Landet som Røgen fra en Smelteovn.

29. Da Gud tilintetgjorde Jordanegnens Byer, kom han Abraham i Hu og førte Lot ud af Ødelæggelsen, som han lod komme over de Byer, Lot boede i.

30. Men Lot drog op fra Zoar og slog sig ned i Bjergene med sine Døtre, thi han turde ikke blive i Zoar; og han boede i en Hule med sine to Døtre.

31.

32.

33. De gav ham da Vin at drikke samme Nat; og den ældste lagde sig hos sin Fader, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.

34.

35. Så gav de atter den Nat deres Fader Vin at drikke, og den yngste lagde sig hos ham, og han sansede hverken, at hun lagde sig, eller at hun stod op.

36. Således blev begge Lots Døtre frugtsommelige ved deres Fader;

37. og den ældste fødte en Søn, som hun kaldte Moab; han er Moabs Stamfader den Dag i Dag.

38. Ligeså fødte den yngste en Søn, som hun kaldte Ben Ammi; han er Ammoniternes Stamfader den Dag i Dag.

1. Der På brød Abraham op derfra til Sydlandet og slog sig ned mellem Kadesj og Sjur og boede som fremmed i Gerar.

2. Da nu Abraham sagde om sin Hustru Sara, at hun var hans Søster, sendte Kong Abimelek af Gerar Bud og lod Sara hente til sig.

3.

4.

5.

6.

7.

8. Tidligt næste Morgen lod Abimelek alle sine Tjenere kalde og fortalte dem det hele, og Mændene blev såre forfærdede.

9.

10.

11.

12. Desuden er hun virkelig min Søster, min Faders Datter, kun ikke min Moders; men hun blev min Hustru.

13.

14. Derpå tog Abimelelk Småkvæg og Hornkvæg, Trælle og Trælkvinder og gav Abraham dem og sendte hans Hustru Sara tilbage til ham;

15.

16.

17. Men Abraham gik i Forbøn hos Gud, og Gud helbredte Abimelek og hans Hustru og Medhustruer, så at de atter fik Børn.

18. HERREN havde nemlig lukket for ethvert Moderliv i Abimeleks Hus for Abrahams Hustru Saras Skyld.

1. HERREN så til Sara, som han havde lovet, og HERREN gjorde ved Sara, som han havde sagt,

2. og hun undfangede og fødte Abraham en Søn i hans Alderdom, til den Tid Gud havde sagt ham.

3. Abraham kaldte den Søn, han fik med Sara, Isak;

4. og Abraham omskar sin Søn Isak, da han var otte Dage gammel, således som Gud havde pålagt ham.

5. Abraham var 100 År gammel, da hans Søn Isak fødtes ham.

6.

7.

8. Drengen voksede til og blev vænnet fra, og Abraham gjorde et stort Gæstebud, den dag Isak blev vænnet fra.

9. Men da Sara så Ægypterinden Hagars Søn, som hun havde født Abraham, lege med hendes Søn Isak,

10.

11. Derover blev Abraham såre ilde til Mode for sin Søns Skyld;

12.

13.

14. Tidligt næste Morgen tog da Abraham Brød og en Sæk Vand og gav Hagar det, og Drengen satte han på hendes Skulder, hvorpå han sendte hende bort. Som hun nu vandrede af Sted, for hun vild i Be'ersjebas Ørken,

15. og Vandet slap op i hendes Sæk; da lagde hun Drengen hen under en af Buskene

16.

17.

18.

19. Da åbnede Gud hendes Øjne, så hun fik Øje på en Brønd med Vand; og hun gik hen og fyldte Sækken med Vand og gav Drengen at drikke.

20. Og Gud var med Drengen, og han voksede til; og han bosatte sig i Ørkenen og blev Bueskytte.

21. Han boede i Parans Ørken, og hans Moder tog ham en Hustru fra Ægypten.

22.

23.

24.

25. Men Abraham krævede Abimelek til Regnskab for en Brønd, som Abimeleks Folk havde tilranet sig.

26.

27. Da tog Abraham Småkvæg og Hornkvæg og gav Abimelek det, og derpå sluttede de Pagt med hinanden.

28. Men Abraham satte syv Lam til Side,

29.

30.

31. Derfor kaldte man dette Sted Be'ersjeba, thi der svor de hinanden Eder;

32. og de sluttede Pagt ved Be'ersjeba. Så brød Abimelek og hans Hærfører Pikol op og vendte tilbage til Filisternes Land.

33. Men Abraham plantede en Tamarisk i Be'ersjeba og påkaldte der HERREN den evige Guds Navn.

34. Og Abraham boede en Tid lang; som fremmed i Filisternes Land.

1.

2.

3. Da sadlede Abraham tidligt næste Morgen sit Æsel, tog to af sine Drenge og sin Søn Isak med sig, og efter at have kløvet Offerbrænde gav han sig på Vandring; til det Sted, Gud havde sagt ham.

4. Da Abraham den tredje Dag så. op, fik han Øje på Stedet langt borte.

5.

6. Abraham tog da Brændet til Brændofferet og lagde,det på sin Søn Isak; selv tog han Ilden og Offerkniven, og så gik de to sammen.

7.

8.

9. Da de nåede det Sted, Gud havde sagt ham, byggede Abraham der et Alter og lagde Brændet til Rette; så bandt han sin Søn Isak og lagde ham på Alteret oven på Brændet.

10. Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn.

11.

12.

13. Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted.

14. Derfor kaldte Abraham dette Sted: HERREN udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor HERREN viser sig.

15. Men HERRENs Engel råbte atter til Abraham fra Himmelen:

16.

17. så vil jeg velsigne dig og gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og Sandet ved Havets Bred; og dit Afkom skal tage sine Fjenders Porte i Besiddelse;

18.

19. Derpå vendte Abraham tilbage til sine Drenge, og de brød op og tog sammen til Be'ersjeba. Og Abraham blev i Be'ersjeba.

20.

21. Uz, hans førstefødte, dennes Broder Buz, Kemuel, Arams Fader,

22. Kesed, Hazo, Pildasj, Jidlaf og Betuel;

23. Betuel avlede Rebekka; disse otte har Milka født Abrahams Broder Nakor,

1. Sara levede 127 År, så mange var Saras Leveår.

2. Sara døde i Kirjat Arba, det er Hebron, i Kana'ans Land. Så gik Abraham hen og holdt Klage over Sara og begræd hende.

3. Og da han havde rejst sig fra sin døde, talte han således til Hetiterne:

4. Jeg er Gæst og fremmed hos eder; men giv mig et Gravsted hos eder, så jeg kan jorde min døde og bringe hende bort fra mit Ansigt!

5. Da svarede Hetiterne Abraham:

6. Hør os, Herre! En Guds Fyrste er du jo iblandt os; jord du din døde i en af vore bedste Grave! Ikke en af os vil nægte dig sin Grav og hindre dig i at jorde din døde.

7. Men Abraham stod op og bøjede sig for Hetiterne, Folkene der på Stedet,

8.

9.

10. Men Efron sad blandt Hetiterne; og Hetiten Efron svarede Abraham i Hetiternes Påhør, så mange som gik ind gennem hans Bys Port:

11. Gid min Herre vilde høre mig! Marken giver jeg dig, og Hulen derpå giver jeg dig; i mit Folks Nærværelse giver jeg dig den; jord du kun din døde!

12. Da bøjede Abraham sig for Folkene der på Stedet

13.

14. Da sagde Efron til Abraham:

15. Gid min Herre vilde høre mig! Et Stykke Land til 400 Sekel Sølv, hvad har det at sige mellem mig og dig? Jord du kun din døde!

16. Og Abraham forstod Efron og tilvejede ham den Sum, han havde nævnet i Hetiternes Påhør, 400 Sekel Sølv i gangbar Mønt.

17. Således gik Efrons Mark i Makpela over for Mamre i hele sin Udstrækning tillige med Klippehulen og alle Træerne på Marken

18. over i Abrahams Eje i Hetiternes Næværelse, så mange som gik ind gennem hans Bys Port.

19. Derefter jordede Abraham sin Hustru Sara i Klippehulen på Makpelas Mark over for Mamre, det er Hebron, i Kana'ans Land.

20. Og Marken med Klippehulen derpå gik fra Hetiterne over til Abraham som Gravsted.

1. Abraham var blevet gammel og til Års, og HERREN havde velsignet ham i alle Måder.

2.

3. så jeg kan tage dig i Ed ved HERREN, Himmelens og Jordens Gud, at du ikke vil tage min Søn en Hustru af Kana'anæernes Døtre. blandt hvem jeg bor,

4.

5.

6.

7. HERREN, Himmelens Gud, som tog mig bort fra min Faders Hus og min Hjemstavns Land, som talede til mig og tilsvor mig, at han vil give mit Afkom dette Land, han vil sende sin Engel foran dig, så du kan tage min Søn en Hustru derfra;

8.

9. Da lagde Trællen sin Hånd under sin Herre Abrahams Lænd og svor ham Eden.

10. Derpå tog Trællen ti af sin Herres Kameler og alle Hånde kostbare Gaver fra sin Herre og gav sig på Vej til Nakors By i Aram Naharajim.

11. Uden for Byen lod han Kamelerne knæle ved Brønden ved Aftenstid, ved den Tid Kvinderne går ud for at hente Vand;

12.

13. Se, jeg stiller mig her ved Vandkilden, nu Bymændenes Døtre går ud for at hente Vand;

14.

15. Knap var han færdig med at bede, se, da kom Rebekka, en Datter af Betuel, der var en Søn af Abrahams Broder Nakors Hustru Milka, gående med Krukken på Skulderen,

16. en såre smuk Kvinde, Jomfru, endnu ikke kendt af nogen Mand. Hun steg ned til Kilden, fyldte sin Krukke og steg op igen.

17.

18.

19.

20. Så skyndte hun sig hen og tømte Krukken i Truget og løb tilbage til Brønden for at øse, og således øste hun til alle hans Kameler.

21. Imidlertid stod Manden og så tavs på hende for at få at vide, om HERREN havde ladet hans Rejse lykkes eller ej;

22. og da Kamelernes Tørst var slukket, tog han en gylden Næsering, der vejede en halv Sekel, og to Armbånd, der vejede ti Guldsekel, og satte dem på hendes Arme;

23.

24.

25.

26. Da bøjede Manden sig og tilbad HERREN,

27.

28. Pigen løb imidlertid hjem og fortalte alt dette i sin Moders Hus.

29. Men Rebekka havde en Broder ved Navn Laban; han løb ud til Manden ved Kilden;

30. og da han så Næseringen og Armbåndene på sin Søsters Arme og hørte sin Søster Rebekka fortælle, hvad Manden havde sagt til hende, gik han ud til Manden, som stod med sine Kameler ved Kilden;

31.

32. Så kom Manden hen til Huset og tog Seletøjet af Kamelerne, og Laban bragte Strå og Foder til dem og Vand til Fodtvæt for Manden og hans Ledsagere.

33.

34.

35. HERREN har velsignet min Herre i rigt Mål, så han er blevet en velstående Mand, og givet ham Småkvæg og Hornkvæg, Sølv og Guld, Trælle og Trælkvinder, Kameler og Æsler

36. og Sara, min Herres Hustru, har født ham en Søn i hans Alderdom, og ham har han givet alt, hvad han ejer.

37. Og nu har min Herre taget mig i Ed og sagt: Du må ikke tage min Søn en Hustru blandt Kana'anæernes Døtre, i hvis Land jeg bor;

38. Men du skal drage til min Faders Hus og min Slægt og tage min Søn en Hustru derfra!

39. Og da jeg sagde til min Herre: Men hvis nu Pigen ikke vil følge med mig?

40. svarede han: HERREN, for hvis Åsyn jeg har vandret, vil sende sin Engel med dig og lade din Rejse lykkes, så du kan tage min Søn en Hustru af min Slægt og min Faders Hus;

41. i modsat Fald er du løst fra Eden til mig; kommer du til min Slægt, og de ikke vil give dig hende, er du løst fra Eden til mig!

42. Da jeg nu i Dag kom til Kilden, bad jeg således: HERRE, du min Herre Abrahams Gud! Vilde du dog lade den Rejse lykkes, som jeg nu har for!

43. Se, jeg stiller mig her ved Kilden, og siger jeg nu til den Pige, der kommer for at øse Vand: Giv mig lidt Vand at drikke af din Krukke!

44. og svarer så hun: Drik selv, og jeg vil også øse Vand til dine Kameler! lad hende da være den Kvinde, HERREN har udset til min Herres Søn!

45. Og knap var jeg færdig med at tale således ved mig selv, se, da kom Rebekka med sin Krukke på Skulderen og steg ned til Kilden og øste Vand, og da jeg sagde til hende: Giv mig noget at drikke!

46. løftede hun straks sin Krukke ned og sagde: Drik kun, og jeg vil også give dine Kameler at drikke! Så drak jeg, og hun gav også Kamelerne at drikke.

47. Da spurgte jeg hende: Hvis Datter er du? Og hun sagde: Jeg er Datter af Betuel, Nakors og Milkas Søn! Så satte jeg Ringen i hendes Næse og Armbåndene på hendes Arme;

48. og jeg bøjede mig og tilbad HERREN, og jeg lovede HERREN, min Herre Abrahams Gud, som havde ført mig den rigtige Vej, så jeg: kunde tage min Herres Broderdatter til hans Søn!

49.

50.

51.

52. Da Abrahams Træl hørte deres Ord, kastede han sig til Jorden for HERREN.

53. Derpå fremtog Trællen Sølv og Guldsmykker og Klæder og gav Rebekka dem, og til hendes Broder og Moder uddelte han Gaver.

54.

55.

56.

57.

58.

59. Da tog de Afsked med deres, Søster Rebekka og hendes Amme og med Abrahams Træl og hans Ledsagere;

60.

61. Så brød Rebekka og hendes Piger op, og de satte sig på Kamelerne og fulgte med Manden; og Trællen tog Rebekka og drog bort.

62. Isak var imidlertid draget til Ørkenen ved Be'erlahajro'i, og han boede i Sydlandet.

63. Da han engang ved Aftenstid var gået ud på Marken for at bede, så han op og fik Øje på nogle Kameler, der nærmede sig.

64. Men da Rebekka så op og fik Øje på Isak, lod hun sig glide ned af Kamelen

65.

66. Men Trællen fortalte Isak alt, hvad han havde udrettet.

67. Da førte Isak Rebekka ind i sin Moder Saras Telt og tog hende til Hustru; og han fik hende kær. Således blev Isak trøstet efter sin Moder.

1. Abraham tog sig en Hustru, som hed Ketura;

2. og hun fødte ham Zimran, Joksjan, Medan, Midjan, Jisjbak og Sjua.

3. Joksjan avlede Saba og Dedan. Dedans Sønner var Assjuriterne, Letusjiterne og Le'ummiterne.

4. Midjans Sønner var Efa, Efer, Hanok, Abida og Elda'a. Alle disse var Keturas Sønner.

5. Abraham gav Isak alt, hvad han ejede;

6. men de Sønner, Abraham havde med sine Medhustruer, skænkede han Gaver og sendte dem, medens han endnu levede, bort fra sin Søn Isak, østpå til Østlandet.

7. De År, Abraham levede, udgjorde 175;

8. så udåndede han. Og Abraham døde i en god Alderdom, gammel og mæt af Dage, og samledes til sin Slægt.

9. Og hans Sønner Isak og Ismael jordede ham i Makpelas Klippehule på Hetiten Efrons Zohars Søns, Mark over for Mamre,

10. den Mark, Abraham havde købt af Hetiterne; der jordedes Abraham og hans Hustru Sara.

11. Og da Abraham var død, velsignede Gud hans Søn Isak. Isak boede ved Be'erlahajro'i.

12. Dette er Abrahams Søn Ismaels Slægtebog, hvem Saras Trælkvinde, Ægypterinden Hagar, fødte ham.

13. Følgende er Navnene på Ismaels Sønner efter deres Navne og Slægter: Nebajot, Ismaels førstefødte, Kedar, Adbe'el, Mibsam,

14. Misjma, Duma, Massa,

15. Hadad, Tema, Jetur, Nafisj og Hedma.

16. Det var Ismaels Sønner, og det var deres Navne i deres Indhegninger og Teltlejre, tolv Høvdinger med deres Stammer.

17. Ismaels Leveår udgjorde 137; så udåndede han; han døde og samledes til sin Slægt.

18. De havde deres Boliger fra Havila til Sjur over for Ægypten hen ad Assjur til. Lige for Øjnene af alle sine Brødre slog han sig ned.

19. Dette er Abrahams Søn Isaks Slægtebog. Abraham avlede Isak.

20. Isak var fyrretyve År gammel, da han tog Rebekka, en Datter af Aramæeren Betuel fra Paddan Aram og Søster til Aramæeren Laban, til Hustru.

21. Men Isak bad til HERREN for sin Hustru, thi hun var ufrugtbar; og HERREN bønhørte ham, og Rebekka, hans Hustru, blev frugtsommelig.

22.

23.

24. Da nu Tiden kom, at hun skulde føde, var der Tvillinger i hendes Liv.

25. Den første kom frem rødlig og lodden som en Skindkappe over hele Kroppen; og de kaldte ham Esau.

26. Derefter kom hans Broder frem med Hånden om Esaus Hæl; derfor kaldte de ham Jakob. Isak var tresindstyve År gammel, da de fødtes.

27. Drengene voksede til, og Esau blev en dygtig Jæger, der færdedes i Ødemarken, men Jakob en fredsommelig Mand, en Mand, som boede i Telt.

28. Isak holdt mest af Esau, thi han spiste gerne Vildt; men Rebekka holdt mest af Jakob.

29. Jakob havde engang kogt en Ret Mad, da Esau udmattet kom hjem fra Marken.

30.

31.

32.

33.

34. Så gav Jakob Esau Brød og kogte Linser, og da han havde spist og drukket, stod han op og gik sin Vej. Således lod Esau hånt om sin Førstefødselsret.

1. Da der opstod Hungersnød i Landet - en anden end den forrige på Abrahams Tid - begav Isak sig til Filisterkongen Abimelek i Gerar.

2.

3. bo som fremmed i det Land, så vil jeg være med dig og velsigne dig; thi dig og dit Afkom vil jeg give alle disse Lande og stadfæste den Ed, jeg tilsvor din Fader Abraham;

4. og jeg vil gøre dit Afkom talrigt som Himmelens Stjerner og give dit Afkom alle disse Lande, og i din Sæd skal alle Jordens Folk velsignes,

5.

6. Så blev Isak boende i Gerar.

7.

8. Men da han havde boet der en Tid lang, hændte det, at Filisterkongen Abimelek lænede sig ud af Vinduet og så Isak kærtegne sin Hustru Rebekka.

9.

10.

11.

12. Isak såede der i Landet og fik samme År 100 Fold; og HERREN velsignede ham,

13. så han blev en mægtig Mand og stadig gik frem, indtil han blev såre mægtig,

14. og han havde Småkvæg og Hornkvæg og Trælle i Mængde. Derover blev Filisterne skinsyge på ham.

15. Alle de Brønde, hans Faders Trælle havde gravet i hans Fader Abrahams Dage, kastede Filisterne til.og fyldte dem med Jord;

16.

17. Så drog Isak bort og slog Lejr i Gerars Dal og bosatte sig der.

18. Men Isak lod atter de Brønde udgrave, som hans Fader Abrahams Trælle havde gravet, og som Filisterne havde tilkastet efter Abrahams Død, og gav dem de samme Navne, som hans Fader havde givet dem.

19. Da nu Isaks Trælle gravede i Dalen, stødte de på en Brønd med rindende Vand;

20.

21. Så flyttede han derfra og lod grave en ny Brønd; og da de også yppede Kiv om den, kaldte han den Sitna.

22.

23. Så drog han derfra til Be'ersjeba.

24.

25. Da byggede Isak et Alter der og påkaldte HERRENs Navn; og der opslog han sit Telt, og hans Trælle gravede der en Brønd.

26. Imidlertid kom Abimelek til ham fra Gerar med sin Ven Ahuzzat og sin Hærfører Pikol.

27.

28.

29.

30. Så gjorde han et Gæstebud for dem, og de spiste og drak.

31. Næste Morgen svor de hinanden Eder, og derefter tog Isak Afsked med dem, og de drog bort i Fred.

32.

33. Så kaldte han den Sjib'a; og derfor hedder Byen den Dag i Dag Be'ersjeba.

34. Da Esau var fyrretyve År gammel, tog han Judit, en Datter af Hetiten Be'eri, og Basemat, en Datter af Hetiten Elon, til Ægte.

35. Det var Isak og Rebekka en Hjertesorg.

1.

2.

3. tag derfor dine Jagtredskaber, dit Pilekogger og din Bue og gå ud på Marken og skyd mig et Stykke Vildt;

4.

5. Men Rebekka havde lyttet, medens Isak talte til sin Søn Esau, og da, Esau var gået ud på Marken for at skyde et Stykke Vildt til sin Fader,

6.

7. Hent mig et Stykke Vildt og lav mig en lækker Ret Mad, at jeg kan spise, før at jeg kan velsigne dig for HERRENs Åsyn før min Død.

8. Adlyd mig nu, min Søn, og gør, hvad jeg pålægger dig:

9. Gå ud til Hjorden og hent mig to gode Gedekid; så laver jeg af dem en lækker Ret Mad til din Fader efter hans Smag;

10.

11.

12.

13.

14. Så gik han hen og hentede dem og bragte sin Moder dem, og hun tillavede en lækker Ret Mad efter hans Faders Smag.

15. Derpå tog Rebekka sin ældste Søn Esaus Festklæder, som hun havde hos sig i Huset, og gav sin yngste Søn Jakob dem på;

16. Skindene af Gedekiddene lagde hun om hans Hænder og om det glatte på hans Hals,

17. og så gav hun sin Søn Jakob Maden og Brødet, som hun havde tillavet.

18.

19.

20.

21.

22.

23. Og han kendte ham ikke, fordi hans Hænder var hårede som hans Broder Esaus. Så velsignede han ham.

24.

25.

26.

27.

28. Gud give dig af Himmelens Væde og Jordens Fedme, Korn og Most i Overflod!

29.

30. Da Isak var færdig med at velsigne Jakob, og lige som Jakob var gået fra sin Fader Isak, vendte hans Broder Esau hjem fra Jagten;

31.

32.

33.

34.

35.

36.

37.

38.

39.

40.

41.

42.

43. adlyd nu mig min Søn: Flygt til min Broder Laban i Karan

44. og bliv så hos ham en Tid, til din Broders Harme lægger sig,

1.

2. Drag til Paddan-Aram, til din Morfader Betuels Hus, og tag dig der en af din Morbroder Labans Døtre til Hustru!

3. Gud den Almægtige velsigne dig og gøre dig frugtbar og give dig et talrigt Afkom, så du bliver til Stammer i Hobetal.

4.

5. Så lod Isak Jakob fare, og han drog til Paddan-Aram, til Aramæeren Laban, Betuels Søn, som var Broder til Rebekka, Jakobs og Esaus Moder.

6. Men Esau fik at vide, at Isak havde velsignet Jakob og sendt ham til Paddan-Aram for at tage sig en Hustru der, og at han, da han velsignede ham, havde pålagt ham ikke at tage sig en Hustru blandt Kana'ans Døtre,

7. og at Jakob havde adlydt sin Fader og Moder og var draget til Paddan-Aram.

8. Da skønnede Esau, at Kana'ans Døtre vakte hans Fader Isaks Mishag,

9. og han gik til Ismael og tog Mahalat, en Datter af Abrahams Søn Ismael og Søster til Nebajot, til Hustru ved Siden af sine andre Hustruer.

10. Så drog Jakob bort fra Be'ersjeba og vandrede ad Karan til.

11. På sin Vandring kom han til det hellige Sted og overnattede der, da Solen var gået ned; og han tog en af Stenene på Stedet og brugte den som Hovedgærde og lagde sig til, Hvile der.

12. Da drømte han, og se, på Jorden stod en Stige, hvis Top nåede til Himmelen, og se, Guds Engle steg op og ned ad den;

13.

14. dit Afkom skal blive som Jordens Støv, og du skal brede dig mod Vest og Øst, mod Nord og Syd; og i dig og i din Sæd skal alle Jordens Slægter velsignes;

15.

16.

17.

18. Tidligt næste Morgen tog Jakob den Sten, han havde brugt som Hovedgærde rejste den som en Stenstøtte og gød Olie over den.

19. Og han kaldte dette Sted Betel; før hed Byen Luz.

20.

21. og hvis jeg kommer uskadt tilbage til min Faders Hus, så skal HERREN være min Gud,

1. Derpå fortsatte Jakob sin Vandring og drog til Østens Børns Land.

2. Da fik han Øje på en Brønd på Marken og tre Hjorde af Småkvæg, der var lejrede ved den. Ved den Brønd vandede man Hjordene; og over Hullet lå der en stor Sten,

3. som man først væltede bort, når alle Hjordene var samlede, for siden, når Dyrene var vandet, at vælte den på Plads igen.

4.

5.

6.

7.

8.

9. Medens han således stod og talte med dem, var Rakel kommet derhen med sin Faders Hjord, som hun vogtede;

10. og så snart Jakob så sin Morbroder Labans Datter Rakel og hans Hjord, gik han hen og væltede Stenen fra Brøndhullet og vandede sin Morbroder Labans Hjord.

11. Så kyssede han Rakel og brast i Gråd;

12.

13. og så snart Laban hørte om sin Søstersøn Jakob, løb han ham i Møde, omfavnede og kyssede ham og førte ham hjem til sit Hus. Så fortalte Jakob ham alt, hvad der var sket;

14.

15.

16. Nu havde Laban to Døtre; den ældste hed Lea, den yngste Rakel;

17. Leas Øjne var matte, men Rakel havde en dejlig Skikkelse og så dejlig ud,

18.

19.

20. Så tjente Jakob syv År for Rakel; og de syntes ham kun nogle få Dage, fordi han elskede hende.

21.

22. Så indbød Laban alle Mændene på Stedet til Gæstebud.

23. Men da Aftenen kom, tog han sin, Datter Lea og bragte hende til ham, og han gik ind til hende.

24. Og Laban gav sin Datter Lea sin Trælkvinde Zilpa til Trælkvinde.

25.

26.

27.

28. Det gik Jakob ind på, og da Bryllupsugen var til Ende, gav Laban ham sin Datter Rakel til Hustru.

29. Og Laban gav sin Datter Rakel sin Trælkvinde Bilha til Trælkvinde.

30. Så gik Jakob også ind til Rakel, og han elskede Rakel højere end Lea. Derpå blev han i Labans Tjeneste syv År til.

31. Da HERREN så, at Lea blev tilsidesat, åbnede han hendes Moderliv, medens Rakel var ufrugtbar.

1.

2.

3.

4. Og hun gav ham sin Trælkvinde Bilha til Hustru, og Jakob gik ind til hende.

5. Så blev Bilha frugtsommelig og fødte Jakob en Søn,

6.

7. Siden blev Rakels Trælkvinde Bilha frugtsommelig igen og fødte Jakob en anden Søn;

8.

9. Men da Lea så, at hun ikke fik flere Børn, tog hun sin Trælkvinde Zilpa og gav Jakob hende til Hustru;

10. og da Leas Trælkvinde Zilpa fødte Jakob en Søn,

11.

12. Siden fødte Leas Trælkvinde Zilpa Jakob en anden Søn;

13.

14.

15.

16.

17. Så bønhørte Gud Lea, og hun blev frugtsommelig og fødte Jakob en femte Søn;

18.

19. Siden blev Lea frugtsommelig igen og fødte Jakob en sjette Søn;

20.

21. Siden fødte hun en Datter, som hun gav Navnet Dina.

22. Så kom Gud Rakel i Hu, og Gud bønhørte hende og åbnede hendes Moderliv,

23.

24.

25.

26.

27.

28.

29.

30.

31.

32. Jeg vil i Dag gå hele din Hjord igennem og udskille alle spættede og blakkede Dyr alle de sorte Får og de blakkede eller spættede Geder skal være min Løn;

33.

34.

35. Så udskilte han samme Dag de stribede og blakkede Bukke og de spættede og blakkede Geder, alle dem der havde hvide Pletter, og alle de sorte Får og overgav dem til sine Sønner,

36. og han lod der være tre Dagsrejser mellem dem og Jakob; og Jakob vogtede Resten af Labans Hjord.

37. Men Jakob tog friske Grene af Hvidpopler, Mandeltræer og Plataner og afskrællede Barken således, at der kom hvide Striber på Grenene;

38. og de afskrællede Grene stillede han op i Trugene foran Dyrene, i Vandrenderne, hvor Dyrene kom hen og drak; og de parrede sig, når de kom for at drikke;

39. Dyrene parrede sig foran Grenene og fødte så stribet, spættet og blakket Afkom.

40. Og Lammene udskilte Jakob. Og han lod Dyrene vende Hovedet mod de stribede og alle de sorte dyr i Labans Hjord. På den Måde fik han sine egne Hjorde, som han ikke bragte sammen med Labans.

41. Og hver Gang de kraftige Dyr parrede sig, stillede Jakob Grenene op foran dem i Vandrenderne, for at de skulde parre sig foran Grenene;

42. men når det var de svage Dyr, stillede han dem ikke op; således kom de svage til at tilhøre Laban, de kraftige Jakob.

43. På den Måde blev Manden overmåde rig og fik Småkvæg i Mængde, Trælkvinder og Trælle, Kameler og Æsler.

1.

2. Og Jakob læste i Labans Ansigt, at han ikke var sindet mod ham som tidligere.

3.

4. Så sendte Jakob Bud og lod Rakel og Lea kalde ud på Marken til sin Hjord;

5.

6. og I ved jo selv, at jeg har tjent eders Fader af al min Kraft,

7. medens eders Fader har bedraget mig og forandret min Løn ti Gange; men Gud tilstedte ham ikke at gøre mig Skade;

8. sagde han, at de spættede Dyr skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden spættet Afkom, og sagde han, at de stribede skulde være min Løn, så fødte hele Hjorden stribet Afkom.

9. Således tog Gud Hjordene fra eders Fader og gav mig dem.

10. Og ved den Tid Dyrene parrede sig, så jeg i Drømme, at Bukkene, der sprang, var stribede, spættede og brogede

11. og Guds Engel sagde til mig i Drømme: Jakob! Jeg svarede: Se, her er jeg!

12. Da sagde han: Løft dit Blik og se, hvorledes alle Bukkene, der springer, er stribede, spættede og brogede, thi jeg har set alt, hvad Laban har gjort imod dig.

13.

14.

15. Har han ikke regnet os for fremmede Kvinder, siden han solgte os og selv brugte de Penge, han fik for os?

16.

17. Så satte Jakob sine Børn og sine Hustruer på Kamelerne

18. og tog alt sit Kvæg med sig, og al den Ejendom, han havde samlet sig, det Kvæg, han ejede og havde samlet sig i Paddan-Aram, for at drage til sin Fader Isak i Kana'ans, Land.

19. Medens Laban var borte og klippede sine Får, stjal Rakel sin Faders Husgud.

20. Og Jakob narrede Aramæeren Laban, idet han ikke lod ham mærke, at han vilde flygte;

21. og han flygtede med alt, hvad han ejede; han brød op og satte over Floden og vandrede ad Gileads Bjerge til.

22. Tredjedagen fik Laban Melding om, at Jakob var flygtet;

23. han tog da sine Frænder med sig, satte efter ham så langt som syv Dagsrejser og indhentede ham: i Gileads Bjerge

24.

25. Da Laban traf Jakob havde han opslået sit Telt på Bjerget. Laban med sine Frænder sit i Gileads Bjerge

26.

27. Hvorfor har du holdt din Flugt hemmelig og narret mig og ikke meddelt mig det; så jeg kunde tage Afsked med dig med Lystighed og Sang, med Håndpauker og Harper?

28. Du lod mig ikke kysse mine Sønner og Døtre - sandelig, det var dårligt gjort af dig!

29. Det stod nu i min Magt at handle ilde med dig; men din Faders Gud sagde til mig i Nat: Vogt dig vel for at sige så meget som et ondt Ord til Jakob!

30.

31.

32.

33. Laban gik nu ind og ledte i Jakobs, i Leas og i de to Tjenestekvinders Telte men fandt intet; og fra Leas gik han, til Rakels, Telt.

34. Men Rakel havde taget Husguden og lagt den i Kamelsadlen og sat sig på den. Da Laban nu havde gennemsøgt hele Teltet og intet fundet,

35.

36.

37. Du har jo nu gennemsøgt alle mine Ting! Hvad har du fundet af alle dine Sager? Læg det frem for mine Frænder og dine Frænder, at de kan dømme os to imellem!

38. I de tyve År, jeg har været hos dig, fødte dine Får og Geder ikke i Utide, din Hjords Vædre fortærede jeg ikke,

39. det sønderrevne bragte jeg dig ikke, men erstattede det selv; af min Hånd krævede du, hvad der blev stjålet både om Dagen og om Natten;

40. om Dagen fortærede Heden mig, om Natten Kulden, og mine Øjne kendte ikke til Søvn.

41. I tyve År har jeg tjent dig i dit Hus, fjorten År for dine to Døtre og seks År for dit Småkvæg, og ti Gange har du forandret min Løn.

42.

43.

44.

45. Så tog Jakob en Sten og rejste den som en Støtte;

46.

47. Laban kaldte den Jegar-Sahaduta, og Jakob kaldte den Galed.

48.

49.

50.

51.

52. Vidne er denne Dysse, og Vidne er denne Støtte på, at jeg ikke i fjendtlig Hensigt vil gå forbi denne Dysse ind til dig, og at du heller ikke vil gå forbi den ind til mig;

53.

54. og derpå holdt Jakob Offerslagtning på Bjerget og indbød sine Frænder til Måltid; og de holdt Måltid og blev på Bjerget Natten over.

55. Tidligt næste Morgen kyssede Laban sine Sønner og Døtre, velsignede dem og drog bort; og Laban vendte tilbage til sin Hjemstavn,

1. men Jakob fortsatte sin Rejse. Og Guds Engle mødte ham;

2.

3. Derpå sendte Jakob Sendebud i Forvejen til sin Broder Esau i Se'irs Land på Edoms Højslette,

4.

5.

6.

7. Da blev Jakob såre forfærdet, og i sin Angst delte han sine Folk, Småkvæget, Hornkvæget og Kamelerne i to Lejre,

8.

9.

10. Jeg er for ringe til al den Miskundhed og Trofasthed, du har udvist mod din Tjener; thi med min Stav gik jeg over Jordan der, og nu er jeg blevet til to Lejre;

11. frels mig fra min Broder Esaus Hånd, thi jeg frygter for, at han skal komme og slå mig, både Moder og Børn!

12.

13. Og han blev der om Natten. Af hvad han havde, udtog han så en Gave til sin Broder Esau,

14. 200 Geder og 20 Bukke, 200 Får og 20 Vædre,

15. 34 diegivende Kamelhopper med deres Føl, 40 Køer og 10 Tyre, 20 Aseninder og 10 Æselhingste;

16.

17.

18.

19. Og han bød den anden og den tredje og alle de andre, der fulgte med Hjordene, at sige det samme til Esau, når de traf ham:

20.

21. Så drog Gaven i Forvejen, medens han selv blev i Lejren om Natten.

22. Samme Nat tog han sine to Hustruer, sine to Trælkvinder og sine elleve Børn og gik over Jakobs Vadested;

23. han tog dem og bragte dem over Bækken; ligeledes bragte han alt. hvad han ejede, over.

24. Men selv blev Jakob alene tilbage. Da var der en, som brødes, med ham til Morgengry;

25. og da han så, at han ikke kunde få Bugt med ham, gav han ham et Slag på Hofteskålen; og Jakobs Hofteskål gik af Led, da han brødes med ham.

26.

27.

28.

29.

30.

31. Og Solen stod op, da han drog forbi Penuel, og da haltede han på Hoften.

32. Derfor undlader Israeliterne endnu den Dag i Dag at spise Hoftenerven, der ligger over Hofteskålen, thi han gav Jakob et Slag på Hofteskålen, på Hoftenerven.

1. Da Jakob så op, fik han Øje på Esau, der kom fulgt af 400 Mand. Så delte han Børnene mellem Lea, Rakel og de to Trælkvinder,

2. idet han stillede Trælkvinderne med deres Børn forrest, Lea med hendes Børn længere tilbage og bagest Rakel med Josef;

3. selv gik han frem foran dem og kastede sig syv Gange til Jorden, før han nærmede sig sin Broder.

4. Men Esau løb ham i Møde og omfavnede ham, faldt ham om Halsen og kyssede ham, og de græd;

5.

6. Så nærmede Trælkvinderne sig med deres Børn og kastede sig til Jorden,

7. derefter nærmede Lea sig med sine Børn og kastede sig til Jorden, og til sidst nærmede Josef og Rakel sig og kastede sig til Jorden.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16. Så drog Esau samme Dag tilbage til Se'ir.

17. Men Jakob brød op og drog til Sukkot, hvor han byggede sig et Hus og indrettede Hytter til sit Kvæg; derfor gav han Stedet Navnet Sukkot.

18. Og Jakob kom på sin Vandring fra Paddan Aram uskadt til Sikems By i Kana'ans Land og slog Lejr uden for Byen;

19. og han købte det Stykke Jord, hvor han havde rejst sit Telt, af Sikems Pader Hamors Sønner for 100 Kesita

20. og byggede der et Alter, som han kaldte: Gud, Israels Gud.

1. Da Dina, den Datter, Jakob havde med Lea, engang gik ud for at besøge Landets Døtre,

2. så Sikem, en Søn af Egnens Høvding, Hivviten Hamor, hende og greb hende og lå hos hende; og han krænkede hende;

3. men hans Hjerte hang ved Jakobs Datter Dina, og han elskede Pigen og talte godt for hende;

4.

5. Jakob hørte, at han havde skændet hans Datter Dina; men da hans Sønner dengang var med hans Kvæg på Marken, tav han, til de kom hjem.

6. Sikems Fader Hamor gik nu til Jakob for at tale med ham.

7. Men da Jakobs Sønner hørte det, kom de hjem fra Marken; og Mændene græmmede sig og var såre opbragte, fordi han havde øvet Skændselsdåd i Israel ved at ligge hos Jakobs Datter; thi sligt bør ikke ske.

8.

9. og indgå Svogerskab med os; giv os eders Døtre og gift eder med vore Døtre;

10.

11.

12.

13. Da gav Jakobs Sønner Sikem og hans Fader Hamor et listigt Svar, fordi. han havde skændet deres Søster Dina,

14.

15. Kun på det Vilkår vil vi føje eder, at I bliver som vi og lader alle af Mandkøn iblandt eder omskære;

16. i så Fald vil vi give eder vore Døtre og ægte eders Døtre og bosætte os iblandt eder, så vi bliver eet Folk;

17.

18. Deres Tale tyktes Hamor og Sikem, Hamors Søn, god;

19. og den unge Mand tøvede ikke med at gøre således, thi han var indtaget i Jakobs Datter, og han var den, der havde mest at sige i sin Faders Hus

20. og Harnor og hans Søn Siken gik til deres Bys Port og sagde til, Mændene i deres By:

21.

22. Men kun på det Vilkår vil Mændene føje os og bosætte sig hos os, så vi kan blive eet Folk, at alle af Mandkøn hos os lader sig omskære, således som de er omskårne.

23.

24. Så adlød de Hamor og hans Søn Sikem, så mange som færdedes i hans Bys Port, og alle af Mandkøn, alle, som færdedes i hans Bys Port, lod sig omskære.

25. Men Tredjedagen, da de havde Sårfeber, tog Jakobs to Sønner Simeon og Levi, Dinas Brødre, hver sit Sværd, trængte ind i Byen, uden at nogen anede Uråd, og slog alle Mændene ihjel

26. og dræbte Hamor og hans Søn Sikem med Sværdet, tog Dina ud af Sikems Hus og drog bort.

27. Så kastede Jakobs Sønner sig over de faldne og plyndrede Byen, fordi de havde skændet deres Søster;

28. deres Småkvæg, Hornkvæg og Æsler, både hvad der var i Byen og på Markerne, tog de med sig,

29. og al deres Ejendom og alle deres Børn og Kvinder førte de bort som Bytte, og de udplyndrede Byen for alt, hvad der var der.

1.

2.

3.

4. De gav så Jakob alle de fremmede Guder, de førte med sig, og alle de Ringe, de havde i Ørene, og han gravede dem ned under Egen ved Sikem.

5. Derpå brød de op; og en Guds Rædsel kom over alle Byerne rundt om, så de ikke forfulgte Jakobs Sønner.

6. Og Jakob kom med alle sine Folk til Luz i Kana'ans Land, det er Betel;

7. og han byggede et Alter der og kaldte Stedet: Betels Gud, thi der havde Gud åbenbaret sig for ham, da han flygtede for sin Broder.

8. Så døde Rebekkas Amme Debora, og hun blev jordet neden for Betel under Egen; derfor kaldte han den Grædeegen.

9. Gud åbenbarede sig atter for Jakob efter hans Hjemkomst fra Paddan Aram og velsignede ham;

10.

11.

12.

13. Derpå for Gud op fra ham på det Sted, hvor han havde talet med ham;

14. og Jakob rejste en Støtte på det Sted, hvor han havde talet med ham, en Stenstøtte, og hældte et Drikofer over den og udgød Olie på den.

15. Og Jakob kaldte det Sted, hvor Gud havde talet med ham, Betel.

16. Derpå brød de op fra Betel, Da de endnu var et Stykke Vej fra Efrat, skulde Rakel føde, og hendes Fødselsveer var hårde.

17.

18.

19. Så døde Rakel og blev jordet på Vejen til Efrat, det er Betlehem;

20. og Jakob rejste en Stenstøtte på hendes Grav; det er Rakels Gravstøtte, som står endnu den Dag i Dag.

21. Derpå brød Israel op og opslog sit Telt hinsides Migdal Eder.

22. Men medens Israel boede i den Egn, gik Ruben hen og lå hos sin Faders Medhustru Bilha; og det kom Israel for Øre. Jakobs Sønner var tolv i Tal;

23. Leas Sønner: Ruben, Jakobs førstefødte, Simeon, Levi, Juda, Issakar og Zebulon;

24. Rakels Sønner: Josef og Benjamin;

25. Rakels Trælkvinde Bilhas Sønner: Dan og Naftali;

26. Leas Trælkvinde Zilpas Sønner: Gad og Aser. Det var Jakobs Sønner, der fødtes ham i Paddan Aram.

27. Og Jakob kom til sin Fader Isak i Mamre i Kirjat Arba, det er Hebron, hvor Abraham og Isak havde levet som fremmede.

28. Isaks Leveår var 180;

29. så gik Isak bort; han døde og samledes til sin Slægt, gammel og mæt af Dage. Og hans Sønner Esau og Jakob jordede ham,

Você está lendo Gênesis na edição DANISH, Danish, em Dinamarquês.
Este lívro compôe o Antigo Testamento, tem 50 capítulos, e 1505 versículos.