1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

2.

3. for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

4. Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

5. Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.

6. Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!

7. Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

8. Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

9. Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?

10. Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

11. Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

12. Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?

13. Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.

14. Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

15. End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

16. hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

17. Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

18. hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,

19. dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:

20. Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

21. Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

22. han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

23. udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

24. Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.

25. Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

26. stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.

27. Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

28. tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

29. Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

30. han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

31. Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

32. I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

33. han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

34. Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

35. svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!

1. Så tog Job til Orde og svarede:

2.

3. Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

4. Også jeg kunde tale som I, hvis I kun var i mit Sted, føje mine Ord imod jer og ryste på Hovedet ad jer,

5. styrke jer med min Mund, ej spare på ynksomme Ord!

6. Taler jeg, mildnes min Smerte ikke og om jeg tier, hvad Lindring får jeg?

7. Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

8. at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

9. Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

10. de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

11. Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

12. Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

13. hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

14. Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

15. Over min Hud har jeg syet Sæk og boret mit Horn i Støvel;

16. mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

17. skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

18. Dølg ikke, Jord, mit Blod, mit Skrig komme ikke til Hvile!

19. Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

20. gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

21. at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

22. Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra.

1. Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

2. visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.

3. Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?

4. Thi du lukked deres Hjerte for Indsigt, derfor vil du ikke ophøje dem;

5. den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

6. Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

7. mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

8. retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

9. men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

10. Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

11. Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;

12. Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

13. vil jeg håbe, får jeg dog Bolig i Døden, jeg reder i Mørket mit Leje,

14. Graven kalder jeg Fader, Forrådnelsen Moder og Søster.

15. Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

16. Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet?

1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

2.

3. Hvi skal vi regnes for Kvæg og stå som umælende i dine Øjne?

4. Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

5. Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

6. Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

7. hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

8. thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

9. Fælden griber om Hælen, Garnet holder ham fast;

10. Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

11. Rædsler skræmmer ham alle Vegne og kyser ham Skridt for Skridt:

12. Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

13. Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;

14. han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

15. i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

16. nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

17. hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

18. man støder ham ud fra Lys i Mørket og driver ham bort fra Jorderig;

19. i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

20. de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

21. Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud!

1. Så tog Job til Orde og svarede:

2.

3. I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

4. Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

5. Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

6. Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

7. Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

8. Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

9. han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

10. brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

11. hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

12. samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

13. Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

14. mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

15. mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

16. ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

17. ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

18. selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

19. Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

20. Benene hænger fast ved min Hud, med Kødet i Tænderne slap jeg bort.

21. Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!

22. Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

23. Ak, gid mine Ord blev skrevet op, blev tegnet op i en Bog,

24. med Griffel af Jern, med Bly indristet i Hlippen for evigt!

25. Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

26. Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

27. hvem jeg skal se på min Side; ham skal mine Øjne se, ingen fremmed! Mine Nyrer forgår i mit Indre!

28.

29. så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom!

1. Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde

2.

3. til min Skam må jeg høre på Tugt, får tankeløst Mundsvejr til Svar!

4. Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

5. at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?

6. Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,

7.

8. Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

9. Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

10. Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.

11. Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

12. Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

13. sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

14. så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

15. Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

16. han indsuger Slangernes Gift, og Øgleungen slår ham ihjel;

17. han skuer ej Strømme af Olie, Bække af Honning og Fløde;

18. han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

19. Thi han knuste de ringe og lod dem ligge, ranede Huse, han ej havde bygget.

20. Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

21. ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;

22. midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

23. For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

24. Flyr han for Brynje af Jern, så gennemborer ham Kobberbuen;

25. en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

26. idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

27. Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

28. Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.

29. Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde!

1. Så tog Job til Orde og svarede:

2.

3. Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!

4. Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?

5. Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

6. Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

7. De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?

8. Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

9. deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;

10. ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

11. de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

12. de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;

13. de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,

14.

15.

16. Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?

17. Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

18. så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?

19. Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

20. lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

21. Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

22. Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?

23. En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:

24. hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;

25. med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;

26. de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

27. Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

28.

29. Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:

30. Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

31. Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?

32. Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

33. i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.

34. Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!

Significados: Elifaz, Dom.

Você está lendo na edição DANISH, Danish, em Dinamarquês.
Este lívro compôe o Antigo Testamento, tem 42 capítulos, e 1066 versículos.