1. Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,

2. blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

3. og på hans tre Venner, fordi de ikke fandt noget Svar og dog dømte Job skyldig.

4. Elihu havde ventet, så længe de talte med Job, fordi de var ældre end han;

5. men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

6. og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

7.

8. Dog Ånden, den er i Mennesket, og den Almægtiges Ånde giver dem Indsigt;

9. de gamle er ikke altid de kloge, Oldinge ved ej altid, hvad Ret er;

10. derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!

11. Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

12. jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.

13.

14. Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

15. De blev bange, svarer ej mer, for dem slap Ordene op.

16. Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?

17. Også jeg vil svare min Del, også jeg vil frem med min Viden!

18. Thi jeg er fuld af Ord, Ånden i mit Bryst trænger på;

19. som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;

20. tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.

21. Forskel gør jeg ikke og smigrer ikke for nogen;

22. thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort!

1. Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!

2. Se, jeg har åbnet min Mund, min Tunge taler i Ganen;

3. mine Ord er talt af oprigtigt Hjerte, mine Læber fører lutret Tale.

4. Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.

5. Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!

6. Se, jeg er din Lige for Gud, også jeg er taget af Ler;

7. Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

8. Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:

9.

10. men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;

11.

12. Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.

13. Hvorfor tvistes du med ham, fordi han ej svarer på dine Ord?

14. Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:

15. I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet;

16. da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder

17. for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,

18. holde hans Sjæl fra Graven, hans Liv fra Våbendød.

19. Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben;

20. Livet i ham væmmes ved Brød og hans Sjæl ved lækker Mad

21. hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet;

22. hans Sjæl kommer Graven nær, hans Liv de dræbende Magter.

23. Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,

24.

25. da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.

26. Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.

27.

28.

29. Se, alle disse Ting gør Gud to Gange, ja tre med Mennesket

30. for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!

31. Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!

32. Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret;

33. hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom!

1. Og Elihu tog til Orde og sagde:

2.

3. Thi Øret prøver Ord, som Ganen smager på Mad;

4. lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!

5.

6.

7. Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,

8. søger Selskab med Udådsmænd og Omgang med gudløse Folk!

9.

10. Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

11. nej, han gengælder Menneskets Gerning, handler med Manden efter hans Færd;

12. Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

13. Hvo gav ham Tilsyn med Jorden, hvo vogter, mon hele Verden?

14. Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,

15. da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

16. Har du Forstand, så hør derpå, lån Øre til mine Ord!

17. Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?

18.

19. som ikke gør Forskel til Fordel for Fyrster ej heller foretrækker rig for ringe, thi de er alle hans Hænders Værk.

20. Brat må de dø, endda midt om Natten; de store slår han til, og borte er de, de vældige fjernes uden Menneskehånd.

21. Thi Menneskets Veje er ham for Øje, han skuer alle dets Skridt;

22. der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.

23. Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

24. han knuser de vældige uden Forhør og sætter andre i Stedet.

25. Jeg hævder derfor: Han ved deres Gerninger, og ved Nattetide styrter han dem;

26. for deres Gudløshed slås de sønder, for alles Øjne tugter han dem,

27. fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,

28. så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

29. Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,

30. for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

31.

32.

33. skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

34. Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:

35.

36. Gid Job uden Ophør må prøves, fordi han svarer som slette Folk!

1. Og Elihu tog til Orde og sagde:

2.

3.

4. Jeg vil give dig Svar og tillige med dig dine Venner:

5. Løft dit Blik imod Himlen og se, læg Mærke til Skyerne, hvor højt de, er over dig!

6. Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?

7. Er du retfærdig, hvad gavner du ham, hvad mon han får af din Hånd?

8. Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

9. Man skriger over den megen Vold, råber om Hjælp mod de mægtiges Arm,

10.

11.

12. Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;

13. til visse, Gud hører ej tomme Ord, den Almægtige ænser dem ikke,

14. endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham!

15. Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,

16. så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord.

1. Og videre sagde Elihu:

2. Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.

3. Jeg vil hente min Viden langvejsfra og skaffe min Skaber Ret;

4. thi for vist, mine Ord er ikke Opspind, en Mand med fuldkommen Indsigt har du for dig.

5. Se, Gud forkaster det stive Sind,

6. den gudløse holder han ikke i Live; de arme lader han få deres Ret,

7. fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

8. Og hvis de bindes i Lænker, fanges i Nødens Bånd,

9. så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

10. åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

11. Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

12. Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.

13. Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

14. i Ungdommen dør deres Sjæl, deres Liv får Mandsskøgers Lod.

15. Den elendige frelser han ved hans Elende og åbner hans Øre ved Trængsel.

16. Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

17. Den gudløses som kom til fulde over dig, hans retfærdige Dom greb dig fat.

18. Lad dig ikke lokke af Vrede til Spot eller Bødens Storhed lede dig vild!

19. Kan vel dit Skrig gøre Ende på Nøden, eller det at du opbyder al din Kraft?

20. Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

21. var dig og vend dig ikke til Uret, så du foretrækker ondt for at lide.

22. Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

23.

24. Se til at ophøje hans Værk, som Mennesker priser i Sang!

25. Alle Mennesker ser det med Fryd, skønt dødelige skuer det kun fra det fjerne.

26. Se, Gud er ophøjet, kan ikke ransages, Tal på hans År kan ikke fides.

27. Thi Dråber drager han ud af Havet, i hans Tåge siver de ned som Regn,

28. og Skyerne lader den strømme og dryppe på mange Folk.

29. Hvo fatter mon Skyernes Vidder eller hans Boligs Bulder?

30. Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

31. Thi dermed nærer han Folkene, giver dem Brød i Overflod;

32. han hyller sine Hænder i Lys og sender det ud imod Målet;

33. hans Torden melder hans Komme, selv Kvæget melder hans Optræk.

1. Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

2. Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

3. Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

4. efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

5. Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

6.

7. For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

8. De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

9. Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

10. Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

11. Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

12. det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

13. hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

14. Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

15. Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

16. Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

17. Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

18. Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

19. Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

20. Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

21. Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

22. fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

23. og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

24. derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.

Significados: Dom.

Você está lendo na edição DANISH, Danish, em Dinamarquês.
Este lívro compôe o Antigo Testamento, tem 42 capítulos, e 1066 versículos.