1. Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

2. Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

3. Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

4. dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

5. Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

6. Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

7. Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?

8. Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

9. For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

10. Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

11. Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

12. Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

13. i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

14. Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

15. et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

16. Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

17.

18. End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

19. endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

20. De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

1. Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

2. Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

3. Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

4. hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

5. sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

6. Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

7. men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

8. Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

9. som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

10. som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

11. for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

12. han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

13. som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

14. i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

15. Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

16. så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

17. Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

18. Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

19. Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

20. han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

21. du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

22. du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

23. du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

24. du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

25. du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

26. Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

27. Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det!

1. Så tog Job til Orde og svarede:

2.

3. Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

4. Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

5. Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

6. Spiser man ferskt uden Salt, smager mon Æggehvide godt?

7. Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

8. Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

9. vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

10. så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

11. Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

12. Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

13. Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

14. Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

15. Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

16. de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

17. men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

18. Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

19. Temas Karavaner spejder, Sabas Rejsetog håber på dem,

20. men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

21. Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

22.

23.

24. Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

25. Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

26. Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

27. Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

28. Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

29. Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

30. Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt?

1. Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

2. Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

3. så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

4.

5. Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

6. Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.

7. Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

8. Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

9. Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

10. han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

11. Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

12. Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

13. Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

14. da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

15. så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.

16. Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

17. Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

18. hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

19. Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

20. Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

21. Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!

1. Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

2.

3. Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

4. Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

5. så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

6. Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

7. din fordums Lykke vil synes ringe, såre stor skal din Fremtid blive.

8. Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

9. Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

10. Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

11. Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

12. Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

13. Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

14. som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

15. han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

16. I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

17. i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

18.

19. Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

20. Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

21. End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

22. dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!

1. Så tog Job til Orde og svarede:

2.

3. Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

4. Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

5. Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

6. ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

7. han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

8. han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

9. han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

10. han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

11. Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

12.

13. Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

14. hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

15. Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

16. Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

17. han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

18. ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

19. Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

20. Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

21. Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

22. Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

23. Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

24. Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

25. Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

26. gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

27.

28. må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

29. Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

30. Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

31. du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

32. Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

33. vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

34. Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

35. da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!

1. Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

2. sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

3. Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

4. Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

5. er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

6. siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,

7. endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

8. Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

9. Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

10. Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

11. iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

12. Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

13. og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

14. Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

15. Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

16. Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

17. nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

18. Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

19. jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

20. Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

21. før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

1. Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:

2.

3. Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam?

4.

5. Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

6. kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

7. Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

8. Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

9. Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

10. Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

11. Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

12. så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.

13. Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,

14. hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

15. ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

16. ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

17. dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.

18. Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

19. du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

20. Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen!

1. Så tog Job til Orde og svarede:

2.

3. Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

4. Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

5. I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.

6. I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

7. Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,

8. se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!

9. Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;

10. han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

11. Prøver ej Øret Ord, og smager ej Ganen Maden?

12. Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?

13. Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.

14. Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

15. han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.

16. Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

17. Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;

18. han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;

19. Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;

20. han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;

21. han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;

22. han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,

23. gør Folkene store og lægger dem øde, udvider Folkeslags Grænser og fører dem atter bort;

24. han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;

25. de famler i Mørke uden Lys og raver omkring som drukne.

1. Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

2. hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

3. Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

4. mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

5. Om I dog vilde tie stille, så kunde I regnes for vise!

6. Hør dog mit Klagemål, mærk mine Læbers Anklage!

7. Forsvarer I Gud med Uret, forsvarer I ham med Svig?

8. Vil I tage Parti for ham, vil I træde i Skranken for Gud?

9. Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

10. Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

11. Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

12. Eders Tankesprog bliver til Askesprog, som Skjolde af Ler eders Skjolde.

13. Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

14. Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

15. se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

16. Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

17. Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

18. Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

19. Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

20. Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

21. Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

22. Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

23. Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

24. Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

25. Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

26. at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

27. lægger mine Fødder i Blokken, vogter på alle mine Veje. indkredser mine Fødders Trin!

28. Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl,

1. Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

2. han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

3. Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

4. Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

5. Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

6. tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

7. Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

8. ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

9. lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

10. men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

11. Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

12. så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

13. Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

14. Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

15. du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

16. Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

17. forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

18. Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

19. som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

20. For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

21. Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

22. ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.

Significados: Elifaz, Dom.

Você está lendo na edição DANISH, Danish, em Dinamarquês.
Este lívro compôe o Antigo Testamento, tem 42 capítulos, e 1066 versículos.