Oséias

1. Hør Isralitter, Herrens ord, thi Herren går i rette med Landets Folk. Thi ej er der Troskab, ej Godhed, ej kender man Gud i Landet.

2. Man sværger og lyver, myrder og stjæler, horer, gør Indbrud, og Blodskyld følger på Blodskyld.

3. Derfor sørger Landet, og alt, hvad der bor der, sygner, Markens Dyr og Himlens Fugle; selv Havets Fisk svinder bort.

4. Dog skænde man ej, dog revse man ej, når mit Folk kun er som dets Præster.

5. Du skal styrte ved Dag, og med dig Profeten ved Nat.

6. Mit Folk skal gå til Grunde, fordi det er uden Kundskab. Da du har vraget Kundskab, vrager jeg dig som Præst; du glemte din Guds Åbenbaring, så glemmer og jeg dine Sønner.

7. Jo fler, des mere de synded, ombytted deres Ære med Skændsel;

8. mit Folks Synd lever de af, dets Brøde hungrer de efter.

9. Men Præst skal det gå som Folk: jeg hjemsøger ham for hans Færd, hans Id gengælder jeg ham.

10. De skal spise, men ikke mættes bole, men ej blive fler; thi de har sveget HERREN og holder fast ved Hor.

11. Vin og Most tager Forstanden.

12. Mit Folk rådspørger sit Træ, og Svaret giver dets Stok; thi Horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud.

13. De ofrer på Bjergenes Tinder, på Højene brænder de Ofre under en Eg, en Poppel, en Terebinte, thi Skyggen er god. Så horer jo og eders Døtre, så boler jo og eders Kvinder;

14. jeg straffer ej Døtrenes Hor, ej Kvinderne for deres Bolen; thi selv går de bort med Horer ofrer sammen med Skøger; og det uvise Folk drages ned.

15.

16. Thi som en uvan Ko er Israel uvan, skal HERREN så lade dem græsse i Frihed som Lam?

17. Efraim er bundet til Afgudsbilleder; lad ham fare!

18. Deres Drikken er skejet ud. Hor har de bedrevet; højt har deres Skjolde elsket Skændsel.

19. Et Vejr har omspændt dem med sine Vinger, og de skal blive til Skamme for deres Ofre.

1. Hører dette, I Præster, lyt til du Israels hus, lån Øre, du Kongehus, thi eder gælder Dommen. Thi I blev en Snare for Mizpa, et Garn bredt ud over Tabor,

2. en dyb Faldgrube i Sjittim; men jeg er en Lænke for alle.

3. Efraim kender jeg, ej skjult er Israel for mig; thi du har bolet, Efraim, uren er Israel blevet.

4. Deres Gerninger tillader ikke, at de vender sig til deres Gud; thi Horeånd har de i sig, HERREN kender de ej.

5. Mod Israel vidner dets Hovmod; Efraim styrter for sin Brøde, med dem skal og Juda styrte.

6. Da går de med Småkvæg og Hornkvæg hen for at søge HERREN; men ham skal de ikke finde, thi bort fra dem vil han vige.

7. Troløse var de mod HERREN, thi uægte Børn har de født; nu vil han opsluge dem, Plovmand sammen med Mark.

8. Lad Hornet gjalde i Gibea, Trompeten i Rama, opløft Råb i Bet-Aven, Benjamin, var dig!

9. Til Ørk skal Efraim blive på Straffens Dag. Jeg kundgør om Israels Stammer, hvad sikkert skal ske.

10. Som Folk, der flytter Skel, blev Judas Fyrster, over dem vil jeg øse min Harme som Vand.

11. Efraim er undertrykt, Retten knust; frivilligt løb han efter Fjenden.

12. Jeg er som Møl for Efraim, Edder for Judas Hus.

13. Da Efraim mærked sin Sygdom og Juda mærked sin Byld, gik Efraim hen til Assur, Storkongen sendte han Bud. Men han kan ej give jer Helse, han læger ej eders Byld.

14. Thi jeg er som en Løve for Efraim, en Løveunge for Judas Hus; jeg, jeg river sønder og går, slæber bort, og ingen redder.

15. Jeg går til mit sted igen, indtil de bøder for skylden og søger frem for mit Åsyn, søger mig i deres Trængsel.

1.

2. Om to Dage gør han os levende, rejser os op den tredje; da lever vi for hans Åsyn.

3.

4. Hvor kan jeg hjælpe dig, Efraim, hvor kan jeg hjælpe dig, Juda? Eders Kærlighed er Morgentåge, Dug, som årle svinder!

5. Thi hugged jeg løs ved Profeter, dræbte med Ord af min Mund, min Ret stråler frem som Lys:

6. Ej Slagtoffer Kærlighed vil jeg, ej Brændofre Kendskab til Gud!

7. De bryder Pagten i Adam er mig utro der;

8. Gilead er Udådsmænds By, den er sølet i Blod.

9. Som en Stimandsflok er Præsternes Flok, de myrder på Vejen til Sikem gør Niddingsværk.

10. Grufulde Ting har jeg set i Israels Hus, der har Efraim bolet, Israel blev uren.

11. Juda, også for dig er der fastsat en Høst, når jeg vender mit Folks Skæbne, når jeg læger Israel.

1. Afsløret er Efraims Brøde, Samarias ondskab, thi Svig er, hvad de har for, og Tyve gør Indbrud, Ransmænd røver på Gaden.

2. De tænker ej på, at jeg husker al deres Ondskab. Nu står deres Gerninger om dem, de er for mit Åsyn.

3. Med ondt i Sinde glæder de Kongen, under sleske Lader Fyrster.

4. Horkarle er de alle. De ligner en gloende Ovn, som en Bager standser med at ilde, fra Æltning til Dejgen er syret.

5. De gør på Kongens Dag Fyrsterne syge af Rus. Spottere giver han Hånden,

6. thi lumskelig nærmed de sig. Hjertet er som en Ovn; deres Vrede sover om Natten, men brænder i Lue ved Gry.

7. Som Ovnen gløder de alle, deres Herskere æder de op; alle deres Konger falder, ej en af dem påkalder mig.

8. Efraim er iblandt Folkene, aflægs er han; Efraim er som en Kage, der ikke er vendt.

9. Fremmede tæred hans Kraft, han mærker det ej; hans Hår er også grånet, han mærker det ej.

10. Mod Israel vidner dets Hovmod; de vendte ej om til HERREN deres Gud og søgte ham ikke trods alt.

11. Efraim er som en Due, tankeløs, dum; de kalder Ægypten til Hjælp og vandrer til Assur.

12. Men medens de vandrer, kaster jeg Nettet over dem, bringer dem ned som Himlens Fugle og revser dem for deres Ondskab.

13. Ve dem, fordi de veg fra mig, Død over dem for deres Frafald! Og jeg skulde genløse dem, endskønt de lyver imod mig!

14. De råber ej til mig af Hjertet, når de jamrer på Lejet, sårer sig for Korn og Most og er genstridige mod mig.

15. Jeg gav deres Arme Styrke, men ondt har de for imod mig.

16. De vender sig, dog ej opad, de er som en slappet Bue. Deres Fyrster skal falde for Sværd ved deres Tunges Frækhed. Det spottes de for i Ægypten.

1. Sæt hornet for din mund, som en ørn over Herrens Hus! fordi de brød min Pagt og overtrådte min Lov.

2.

3. Israel vragede Lykken, lad så Fjenden forfølge dem.

4. De kårer sig Drot uden mig, uden mit Vidende Fyrster. Af deres Sølv og Guld lavede de sig Gudebilleder til egen Undergang.

5. Modbydelig er din kalv, Samaria; min Vrede luer imod dem hvor længe? De kan ikke slippe for Straf.

6. Thi den er et Værk af Israel, en Håndværker lavede den; den er ikke Gud. Nej, til Splinter skal Samarias Kalv blive.

7. Thi Vind har de sået, og Storm skal de høste, Sæd uden Spire, der ej giver Mel; og gav den, slugte fremmede Melet.

8. Israel er opslugt, blandt Folkene regnes det nu for et Kar uden Værd.

9. Thi de er draget til Assur som et enligt strejfende Vildæsel. Efraim tinged med Elskovsgaver.

10. Selv om de tinger blandt Folkene, samler jeg dem nu; snart salver de ikke mere konge og Fyrster.

11. Thi så mange Altre Efraim har bygget, de er blevet ham Altre til Synd;

12. jeg skriver ham mange Love, han regner dem ikke.

13. Slagtofre elsker de slagter, elsker Kød og æder; HERREN behager de ej. Han mindes nu deres Skyld og straffer deres Synder. De skal tilbage til Ægypten.

14. Israel glemte sin Skaber og byggede Helligdomme, og Juda byggede mange faste Stæder; derfor sender jeg Ild imod hans Byer, og den skal fortære hans Borge.

1. Israel, glæd dig ikke med Folkets jubel, ved Hor veg du bort fra din Gud, på hver en Tærskeplads elsker du Skøgens Løn.

2. Tærskeplads og Perse skal ej kendes ved dem, og Mosten slår fejl for dem.

3. Ej skal de blive i HERRENs Land; til Ægypten skal Efraim tilbage, spise uren Føde i Assur.

4. Ej skal de udgyde Vin for HERREN, ej heller gøre Slagtoffer rede. Som Sørgebrød er deres Brød, det gør hver, som spiser det uren: thi Hungeren kræver alt Brødet, i HERRENs Hus kommer intet.

5. Hvad gør I på Højtidsdagen, på HERRENs Festdag?

6. Slipper de bort fra Vold, skal Ægypten sanke dem op og Memfis jorde dem; deres kostbare Sølvtøj skal Tidsler arve, Nælder skal bo i deres Telte.

7.

8. I sin Guds Hus lurer Efraim på Profeten; der er Snarer på alle hans Veje, man gør Faldgruben dyb.

9. Det er som i Gibeas Dage, han mindes deres Skyld og straffer deres Synder.

10. Som Druer i Ørkenen fandt jeg Israel, som tidligmodne Figner på Træet så jeg eders Fædre. De kom til Baal-Peor, til Skændselen viede de sig, som Efraims Elskere blev de en væmmelig Hob.

11. Deres Herlighed flyver som Fugle, Fødsel, Svangerskab, Undfangelse forbi!

12. Ja, selv om de opfostrer Sønner, jeg lader dem dø ud uden Børn. Ja, ve også dem, når jeg viger fra dem!

13. Efraim så jeg som en Mand, der gør Jagt på sine Børn; thi Efraim selv fører Sønnerne ud til Bøddelen.

14. Giv dem, HERRE ja hvad skal du give? Du give dem barnløst Skød og golde Bryster!

15. I Gilgal er al deres Ondskab, der fik jeg Had til dem; for deres onde Gerninger driver jeg dem ud af mit Hus; jeg elsker dem ikke mer, genstridige er alle deres Fyrster.

16. Efraim er ramt, dets Rod er vissen, de bærer slet ingen Frugt; og får de end Børn, jeg dræber den dyre Livsfrugt.

17. Deres Gud vil forkaste dem, fordi de ej adlød ham; hjemløse bliver de blandt Folkene.

1. En frodig vinstok var Israel, som bar sin frugt, jo flere frugter, des flere Altre; som Landet gik frem, des skønnere Støtter.

2. Deres Hjerte var glat, så lad dem da bøde! Han skal slå Altrene ned, lægge Støtterne øde.

3.

4. Med Ord slår de om sig, gør Mened og indgår Forbund, så Ret bliver Gifturt, der gror langs Markens Furer.

5. For Bet-Avens Kalv skal Samarias Borgere ængstes, ja, over den skal dens Folk og dens Præster sørge, jamre over deres Skat, thi den bortføres fra dem;

6. som Gave til Storkongen føres og den til Assur. Efraim høster kun Skændsel, Israel Skam af sin Afgud.

7. Samarias Konge slettes som Skum på Vandets Flade.

8.

9.

10. Stammerne samled sig mod dem til Tugt for tvefold Brøde.

11. En tilvænnet Kvie var Efraim, tærskede villigt, Åget lagde jeg selv på dens skønne Hals; for Ploven spændte jeg Efraim, Juda for Harven.

12. Så eders Sæd i Retfærd, høst i Fromhed; bryd eder kundskabs Nyjord og søg så HERREN, til Retfærds Frugt bliver eder til Del.

13. I pløjede Gudløshed, høstede Uret, fortærede Løgnens Frugt. Fordi du slår Lid til dine Vogne og mange Helte,

14. skal Kampgny stå i dine Byer og alle dine Borge. De skal ødelægges, som da Sjalman ødelagde Bet-Arbel på Stridens Dag. Moder skal knuses hos Børn.

15. Det voldte Betel eder. For din Ondskabs Skyld skal Israels Konge, ved Morgengry gøres til intet.

1. Jeg fik Israel kær i hans Ungdom, fra Ægypten kaldte jeg min søn

2. Jo mer jeg kaldte dem, des mere fjerned de sig fra mig; de ofrer til Baalerne, tænder for Billederne Offerild,

3. Jeg lærte dog Efraim at gå og tog ham på Armen; de vidste ej, det var mig, der lægte dem.

4. Jeg drog dem med Menneskesnore, med Kærligheds Reb; jeg var dem som den, der løfter et Åg over Kæben, jeg bøjed mig ned til ham og rakte ham Føde.

5. Han skal til Ægypten igen, have Assur til Konge, thi omvende sig vil de ikke.

6. Sværdet skal rase i hans Byer, fortære hans Slåer og hærge i hans Fæstninger.

7.

8. Hvor kan jeg ofre dig, Efraim, lade dig, Israel, fare, ofre dig ligesom Adma, gøre dig, som Zebojim? Mit Hjerte vender sig i mig, al min Medynk er vakt.

9. Jeg fuldbyrder ikke min Harmglød, gør ej Efraim til intet igen. Thi Gud er jeg, ikke et Menneske, hellig udi din Midte, med Vredesglød kommer jeg ikke.

10. HERREN skal de holde sig til, han brøler som Løven, ja brøler, og bævende kommer Sønner fra Havet,

11. bævende som Fugle fra Ægypten, som Duer fra Assurs Land; jeg fører dem hjem til deres Huse lyder det fra HERREN.

12. Efraim omgiver mig med løgn, hus med svig, Juda kender ej Gud med Skøger slår han sig sammen.

1. Efraims Hu står til Vind, efter Østenstorm jager han stadig, af Løgn og Svig er han fuld; med Assur slutter de Pagt, til Ægypten bringer de Olie.

2. HERREN går i Rette med Juda og hjemsøger Jakob, gengælder ham efter hans Veje og efter hans Id.

3. I Moders Liv overlisted han sin Broder, han stred med Gud i sin Manddom,

4. ja stred med en Engel og sejred, han bad ham med Gråd om Nåde; i Betel traf han ham og talte med ham der,

5. HERREN, Hærskarers Gud, HERREN er hans Navn:

6. Drag du nu hjem med din Gud, tag Vare på Kærlighed og Ret og bi bestandig på din Gud!

7. I Kana'ans Hånd er falske Lodder, han elsker Svig.

8.

9. Men jeg, som er HERREN din Gud, fra du var i Ægypten, lader dig bo i Telt igen som i svundne Dage.

10. Jeg har talet til Profeterne og givet mange Syner, ved Profeterne talet i Lignelser.

11. Gilead er Løgn og Tomhed, i Gilgal ofrer de Tyre; som Stendynger langs med Markfurer er deres Altre.

12. Jakob flyede til Arams Slette, og Israel trællede for en kvindes Skyld, og for en Kvindes Skyld vogtede han kvæg.

13. Ved en Profet førte HERREN Israel op fra Ægypten, og det vogtedes ved en Profet.

14. Efraim vakte bitter Vrede, han bærer Blodskyld; med Skændsel dænges han til, hans Herre gør Gengæld.

1. Når Efraim talte, skjalv man, i Israel var han fyrste, han forbrød sig med Ba'alog døde.

2.

3. Derfor: som Morgentåge, som Duggen, der årle svinder, som Avner, der blæses fra Lo, som Røg fra Røghul skal de blive.

4. Og jeg er HERREN din Gud, fra du var i Ægyptens Land; du kender ej Gud uden mig, uden mig er der ingen Frelser;

5. jeg var din Vogter i Ørken, den svidende Tørkes Land.

6. Som de græssede, åd de sig mætte, ja mætte, men Hjertet blev stolt; derfor glemte de mig.

7. Så blev jeg for dem som en Løve, en lurende Panter ved Vejen,

8. jeg falder over dem som Bjørnen, hvis Unger man tog. Jeg sønderriver dem Brystet, Hunde skal æde deraf, Markens Dyr flå dem sønder.

9. Når Ulykken kommer, Israel, hvor mon du da finder Hjælp?

10.

11. Jeg giver dig Konge i Vrede og fjerner ham atter i Harme.

12. Tilbundet er Efraims Brøde, hans Synd gemt hen.

13. Hans Fødselsstunds Veer er der, men sært er Barnet, som ej kommer frem i Tide, så Fødselen får Ende.

14. Dem skal jeg fri fra Dødsriget, løse fra Døden! Nej, Død, hvor er din Pest, Dødsrige, hvor er din Sot? Til Mildhed kender jeg ej, thi et sært Barn er han.

15. En Østenstorm, Herrens Ånde, bruser frem fra Ørken, løfter sig, tørrer hans Væld, gør hans Kilde tør, den tager hans Skatkammer med alle dets Skatte.

16. Samaria skal bøde, thi det stod sin Gud imod. For Sværd skal de falde, Børnene knuses, frugtsommelige Kvinders Liv rives op.

Significados: Israel, Efraim, Tabor, Judas, Samaria, Betel.

Você está lendo Oséias na edição DANISH, Danish, em Dinamarquês.
Este lívro compôe o Antigo Testamento, tem 14 capítulos, e 196 versículos.