Salmos

1. Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,

2. men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat.

3. Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.

4. De gudløse derimod er som Avner, Vinden bortvejrer.

5. Derfor består de gudløse ikke i Dommen og Syndere ej i retfærdiges Menighed.

6. Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af.

1. Hvorfor fnyser Hedninger, hvi pønser Folkefærd på hvad fåfængt er?

2. Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede:

3. Lad os sprænge deres Bånd og kaste Rebene af os!

4. Han, som troner i Himlen, ler, Herren, han spotter dem.

5. Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:

6. Jeg har dog indsat min Konge på Zion, mit hellige Bjerg!

7.

8. Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;

9.

10. Og nu, I Konger, vær kloge, lad eder råde, I Jordens Dommere,

11. tjener HERREN i Frygt, fryd jer med Bæven!

12. Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham!

1. (En Salme af David, da han flygtede for sin søn Absalom.) HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig,

2.

3. Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

4. Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela.

5. Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig oppe.

6. Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.

7. Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder!

8. Hos HERREN er Frelsen; din Velsignelse over dit Folk! - Sela.

1. (Til sangmesteren. Med strengespil. En salme af David.) Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!

2. Hvor længe, I Mænd, skal min Ære skændes? Hvor længe vil I elske Tomhed, søge Løgn? - Sela.

3. Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder HERREN, hører han mig.

4. Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! - Sela.

5. Bring rette Ofre og stol på HERREN!

6.

7. HERRE, du skænked mit Hjerte en Glæde, større end deres, da Korn og Most flød over.

8. I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed.

1. (Til sangmesteren. El-hannehilot. En salme af David.) HERRE, lytt til mit Ord og agt på mit suk,

2. lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!

3. Årle hører du, HERRE, min Røst, årle bringer jeg dig min Sag og spejder.

4. Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,

5. for dig skal Dårer ej træde frem, du hader hver Udådsmand,

6. tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky.

7. Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.

8. Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn din Vej for mit Ansigt!

9. Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat.

10. Døm dem, o Gud, lad dem falde for egne Rænker, bortstød dem for deres Synders Mængde, de trodser jo dig.

11. Lad alle glædes, som lider på dig, evindelig frydes, skærm dem, som elsker dit Navn, lad dem juble i dig!

12. Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold.

1. (Til sangmesteren. Med strengespil. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,

2. vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre!

3. Såre skælver min Sjæl; o HERRE, hvor længe endnu?

4. Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld!

5. Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?

6. Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng;

7. mit Øje hentæres af Sorg, sløves for alle mine Fjenders Skyld.

8. Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,

9. HERREN har hørt min Tryglen, min Bøn tager HERREN imod.

10. Beskæmmes skal alle mine Fjender og såre forfærdes, brat skal de vige med Skam.

1. (En Sjiggajon af David, som han sang for HERREN i anledning af benjaminitten Kusj' ord.) HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,

2. at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.

3. HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder,

4. har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,

5. så forfølge og indhente Fjenden min Sjæl, han træde mit Liv til Jorden og kaste min Ære i Støvet. - Sela.

6. HERRE, stå op i din Vrede, rejs dig imod mine Fjenders Fnysen, vågn op, min Gud, du sætte Retten!

7. Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje!

8. HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld!

9. På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.

10. Mit Skjold er hos Gud, han frelser de oprigtige af Hjertet;

11. retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.

12. Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter;

13. men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile.

14. Se, hanundfanger Tomhed, svanger med Ulykke føder han Blændværk;

15. han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde.

16. Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse.

17. Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn.

1. (Til sangmesteren. Al-haggittit. En salme af David.) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!

2. Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.

3. Når jeg ser din Himmel, dine Fingres Værk, Månen og Stjernerne, som du skabte,

4. hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?

5. Du gjorde ham lidet ringere end Gud. med Ære og Herlighed kroned du ham;

6. du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder,

7. Småkvæg og Okser til Hobe, ja, Markens vilde Dyr,

8. Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier.

9. HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord!

1. (Til sangmesteren. Al-mut-labben. En Salme af David.) Jeg vil takke HERREN af hele mit Hjerte, kundgøre alle dine Undere,

2. glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,

3. fordi mine Fjender veg, faldt og forgik for dit Åsyn.

4. Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer.

5. Du trued ad Folkene, rydded de gudløse ud, deres Navn har du slettet for evigt.

6. Fjenden er borte, lagt øde for stedse, du omstyrted Byer, de mindes ej mer.

7. Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,

8. skal dømme Verden med Retfærd, fælde Dom over Folkefærd med Ret.

9. HERREN blev de fortryktes Tilflugt, en Tilflugt i Trængselstider;

10. og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

11. Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!

12. Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:

13.

14.

15. Folkene sank i Graven, de grov, deres Fod blev hildet i Garnet, de satte.

16. HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela.

17. Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.

18. Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.

19. Rejs dig, HERRE, lad ikke Mennesker få Magten, lad Folkene dømmes for dit Åsyn;

20. HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela.

1. Hvorfor står du så fjernt, o Herre, hvi dølger du dig i Trængselstider?

2. Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

3. thi den gudløse praler af sin Sjæls Attrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

4.

5. Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

6.

7. Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

8. han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

9. han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

10. han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

11.

12. Rejs dig, HERRE! Gud, løft din Hånd, de arme glemme du ikke!

13. Hvorfor skal en gudløs spotte Gud, sige i Hjertet, du hjemsøger ikke?

14. Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager det i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

15. Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

16. HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

17. du har hørt de ydmyges Ønske, HERRE, du styrker deres Hjerte, vender Øret til

18. for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold.

1.

2. Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.

3.

4. HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;

5. retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;

6. over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmålte Bæger.

7. Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn!

1. (Til sangmesteren. Efter den ottende. En salme af David.) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

2. de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

3. Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

4.

5.

6. HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

7. HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt.

8. De gudløse færdes frit overalt, når Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.

1. (Til sangmesteren. En salme af David.) Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig?

2. Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?

3. Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden

4.

5. Dog stoler jeg fast på din Miskundhed, lad mit Hjerte juble over din Frelse!

6. Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god!

1.

2. HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

3. Afveget er alle, til Hobe fordærvet, ingen gør godt, end ikke een!

4. Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder HERREN?

5. Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.

6. Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.

7. Ak, kom dog fra Zion Israels Frelse! Når HERREN vender Folkets Skæbne, skal Jakob juble, Israel glædes!

1. (En salme af David.) HERRE, hvo kan gæste dit Telt, hvo kan bo på dit hellige Bjerg?

2. Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte;

3. ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven,

4. som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,

5. ej låner Penge ud mod Åger og ej tager Gave mod skyldfri. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.

1. (En miktam af David.) Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig!

2.

3.

4. Mange Kvaler rammer dem, som vælger en anden Gud; deres Blodofre vil jeg ikke udgyde, ej tage deres Navn i min Mund.

5. HERREN er min tilmålte Del og mit Bæger. Du holder min Arvelod i Hævd.

6. Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig.

7. Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.

8. Jeg har altid HERREN for Øje, han er ved min højre, jeg rokkes ikke.

9. Derfor glædes mit Hjerte, min Ære jubler, endogså mit Kød skal bo i Tryghed.

10. Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven.

11. Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt.

1. (En bøn af David.) HERRE, hør en retfærdig Sag, lyt til min Klage lån Øre til Bøn fra svigløse Læber!

2. Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.

3. Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.

4. Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;

5. mine Skridt har holdt dine Spor, jeg vaklede ej på min Gang.

6. Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!

7. Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!

8. Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge

9. for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;

10. de har lukket deres Hjerte med Fedt, deres Mund fører Hovmodstale.

11. De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.

12. De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.

13. Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,

14. fra Mændene, HERRE, med din Hånd, fra dødelige Mænd - lad dem få deres Del i levende Live! Fyld deres Bug med dit Forråd af Vrede, lad Børnene mættes dermed og efterlade deres Børn, hvad de levner!

15. Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner.

1. (Til sangmesteren. Af HERRENS tjener David, som sang HERREN denne sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans fjenders og af Sauls hånd. Han sang:) HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!

2. HERRE, min Klippe, min Borg. min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!

3. Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

4. Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

5. Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

6. i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

7. Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

8. Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

9. Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;

10. båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;

11. han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

12. Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.

13. HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.

14. Han udslyngede Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.

15. Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.

16. Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

17. frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

18. På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.

19. Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

20. HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;

21. thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud

22. hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.

23. Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

24. HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!

25. Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

26. du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

27. De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

28. Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.

29. Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.

30. Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

31. Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,

32. den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

33. gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,

34. oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen!

35. Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;

36. du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

37. Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

38. slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

39. Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

40. du slog mine Fjender på Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.

41. De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

42. Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.

43. Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

44. hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;

45. Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.

46. HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

47. den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod

48. og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

49. HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,

50. du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.

1. (Til sangmesteren. En salme af David.) Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.

2. Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.

3. Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,

4. når Himlens Røst over Jorden vide, dens Tale til Jorderigs Ende. På Himlen rejste han Solen et Telt;

5. som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

6. rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.

7. HERRENs Lov er fuldkommen, kvæger Sjælen, HERRENs Vidnesbyrd holder, gør enfoldig viis,

8. HERRENs Forskrifter er rette, glæder Hjertet, HERRENs Bud er purt, giver Øjet Glans,

9. HERRENs Frygt er ren, varer evigt, HERRENs Lovbud er Sandhed, rette til Hobe,

10. kostelige fremfor Guld, ja fint Guld i Mængde, søde fremfor Honning og Kubens Saft.

11. Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.

12. Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!

13. Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.

14. Lad min Munds Ord være dig til Behag, lad mit Hjertes Tanker nå frem for dit Åsyn, HERRE, min Klippe og min Genløser!

1. (Til sangmesteren. En salme af David.) På trængselens dag bønhøre Herren dig, værne dig Jakobs Guds Navn!

2. Han sende dig Hjælp fra Helligdommen, fra Zion styrke han dig;

3. han komme alle dine Afgrødeofre i Hu og tage dit Brændoffer gyldigt! - Sela.

4. Han give dig efter dit Hjertes Attrå, han fuldbyrde alt dit Råd,

5. at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn ! HERREN opfylde alle dine Bønner!

6. Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.

7. Nogle stoler på Heste, andre på Vogne, vi sejrer ved HERREN vor Guds Navn.

8. De synker i Knæ og falder, vi rejser os og kommer atter på Fode.

9. HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder!

1. (Til sangmesteren. En salme af David.) HERRE, Kongen er glad ved din Vælde, hvor frydes han højlig over din Frelse!

2. Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.

3. Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.

4. Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.

5. Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.

6. Ja, evig Velsignelse gav du ham, med Fryd for dit Åsyn glæded du ham.

7. Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.

8. Til alle dine Fjender når din Hånd, din højre når dine Avindsmænd.

9. Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.

10. Du rydder bort deres Frugt af Jorden, deres Sæd blandt Menneskens Børn.

11. Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;

12. thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

13. HERRE, stå op i din Vælde, med Sang og med Spil vil vi prise dit Storværk!

1.

2. Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

3. Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

4. På dig forlod vore Fædre sig, forlod sig, og du friede dem;

5. de råbte til dig og frelstes, forlod sig på dig og blev ikke til Skamme.

6. Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

7. alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

8. Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham.

9. Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

10. på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

11. Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

12. Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

13. spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

14. Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

15. min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

16. Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

17. jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

18. Mine Klæder deler de mellem sig, om Kjortelen kaster de Lod.

19. Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

20. Udfri min Sjæl fra Sværdet, min eneste af Hundes Vold!

21. Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

22. Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

23.

24.

25. Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

26. de ydmyge skal spise og mættes; hvo HERREN søger, skal prise ham; deres Hjerte leve for evigt!

27. Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

28. thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

29. De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

30. Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

31. de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind.

1. (En salme af David.) HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,

2. han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl,

3. han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.

4. Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

5. I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.

6. Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs Hus skal jeg bo gennem lange Tider.

1. (Af David. En salme.) HERRENs er Jorden og dens Fylde, Jorderig og de, som bor derpå;

2. thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.

3. Hvo kan gå op på HERRENs Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted?

4. Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;

5. han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud.

6. Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.

7. Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

8. Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig!

9. Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

10. Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela.

1. (Af David.) HERRE, jeg løfter min sjæl til dig

2. min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.

3. Nej, ingen som bier på dig, skal beskæmmes; beskæmmes skal de, som er troløse uden Grund.

4. Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine Stier.

5. Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.

6. HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af.

7. Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

8. God og oprigtig er HERREN, derfor viser han Syndere Vejen.

9. Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.

10. Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

11. For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

12. Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;

13. selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.

14. Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

15. Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.

16. Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.

17. Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.

18. Se hen til min Nød og min Kvide og tilgiv alle mine Synder.

19. Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.

20. Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.

21. Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.

22. Forløs, o Gud, Israel af alle dets Trængsler!

1. (Af David.) Skaf mig ret, o HERRE, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.

2. Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;

3. thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

4. Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.

5. Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

6. Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,

7. for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.

8. HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

9. Bortriv ikke min Sjæl med Syndere, mit Liv med blodstænkte Mænd,

10. i hvis Hænder er Skændselsdåd, hvis højre er fuld af Bestikkelse.

11. Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!

12. Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN.

1. (Af David.) HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?

2. Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!

3. Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.

4. Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.

5. Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.

6. Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.

7. HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig!

8.

9. skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!

10. Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.

11. Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld;

12. giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig.

13. Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de levendes Land -

14. Bi på HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi på HERREN!

1. (Af David.) Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

2. Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel.

3. Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.

4. Løn dem for deres Idræt og onde Gerninger; løn dem for deres Hænders Værk, gengæld dem efter Fortjeneste!

5. Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

6. Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;

7. min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

8. HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.

9. Frels dit Folk og velsign din Arv, røgt dem og bær dem til evig Tid!

1. (En salme af David.) Giver HERREN, I Guds Sønner, giver Herren Ære og Pris,

2. giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud!

3. HERRENs Røst er over Vandene, Ærens Gud lader Tordenen rulle, HERREN, over de vældige Vande!

4. HERRENs Røst med Vælde, HERRENs Røst i Højhed,

5. HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons Cedre,

6. får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse!

7. HERRENs Røst udslynger Luer.

8. HERRENs Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til at skælve!

9.

10. HERREN tog Sæde og sendte Vandfloden, HERREN tog Sæde som Konge for evigt.

11. HERREN give Kraft til sit Folk, HERREN velsigne sit Folk med Fred!

1. (En salme. En sang ved husets indvielse. Af David.) HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;

2. HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.

3. Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb.

4. Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn!

5. Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.

6.

7. HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.

8. Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:

9.

10.

11. Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde,

12. at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt!

1. (Til sangmesteren. En salme af David.) HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes. Udfri mig i din Retfærd,

2. du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;

3. thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,

4. fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

5. i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud,

6. du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,

7. jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.

8. Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

9. Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.

10. Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.

11. For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.

12. Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.

13. Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

14. Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,

15. mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,

16. lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.

17. HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.

18. Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

19. Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.

20. Du skjuler dem i dit Åsyns Skjul for Menneskers Stimmel; du gemmer dem i en Hytte for Tungers Kiv.

21. Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.

22.

23. Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.

24. Fat Mod, eders Hjerte være stærkt, alle I, som bier på HERREN!

1. (Af David. En maskil.) Salig den, hvis Overtrædselse er forladt, hvis Synd er skjult;

2. saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

3. Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem,

4. thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.

5.

6. Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå.

7. Du er mit Skjul, du frier mig af Trængsel, med Frelsesjubel omgiver du mig. - Sela.

8. Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig.

9. Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig.

10. Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN, omgiver han med Nåde.

11. Glæd jer i HERREN, I retfærdige, fryd jer, jubler, alle I oprigtige af Hjertet!

1. Jubler i Herren, I retfærdige, for de oprigtige sømmer sig Lovsang;

2. lov HERREN med Citer, tak ham til tistrenget Harpe;

3. en ny Sang synge I ham, leg lifligt på Strenge til Jubelråb!

4. Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast;

5. han elsker Retfærd og Ret, af HERRENs Miskundhed er Jorden fuld.

6. Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde.

7. Som i Vandsæk samled han Havets Vand, lagde Dybets Vande i Forrådskamre.

8. Al Jorden skal frygte for HERREN, Alverdens Beboere skælve for ham;

9. thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.

10. HERREN kuldkasted Folkenes Råd, gjorde Folkeslags Tanker til intet;

11. HERRENs Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.

12. Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

13. HERREN skuer fra Himlen, ser på alle Menneskens Børn;

14. fra sit Højsæde holder han Øje med alle, som bor på Jorden;

15. han, som danned deres Hjerter til Hobe, gennemskuer alt deres Værk.

16. Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;

17. til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.

18. Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden,

19. for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.

20. På HERREN bier vor Sjæl, han er vor Hjælp og vort Skjold;

21. thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

22. Din Miskundhed være over os, HERRE, såsom vi håber på dig.

1. (Af David, da han lod afsindig for Abimelek, og denne jog ham fra sig, og han drog bort.) Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund

2. min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig.

3. Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn!

4. Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler.

5. Se hen til ham og strål af Glæde, eders Åsyn skal ikke beskæmmes.

6. Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel frelste han ham.

7. HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

8. Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham!

9. Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet.

10. Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.

11. Kom hid, Børnlille, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENs Frygt.

12. Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke,

13. så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;

14. hold dig fra ondt og øv godt, søg Fred og jag derefter.

15. Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)

16. på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb;

17. når de skriger, hører HERREN og frier dem af al deres Trængsel.

18. HERREN er nær hos dem, hvis Hjerte er knust, han frelser dem, hvis Ånd er brudt.

19. Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle;

20. han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes.

21. Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige.

22. HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde.

1. (Af David.) HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

2. grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,

3.

4. Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

5. de blive som Avner for Vinden, og HERRENs Engel nedstøde dem,

6. deres Vej blive mørk og glat, og HERRENs Engel forfølge dem!

7. Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

8. Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.

9. Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

10.

11. Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

12. de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.

13. Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

14. som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

15. Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

16. for min Venlighed dænger de mig med Hån, de skærer Tænder imod mig.

17. Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.

18. Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

19. Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!

20. Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;

21.

22. Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

23. rejs dig, vågn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,

24. døm mig efter din Retfærd HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig

25.

26. Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

27.

28. Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.

1. (Til sangmesteren. Af HERRENs tjener David.) Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;

2. thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.

3. Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;

4. på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.

5. HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne,

6. din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,

7. hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge;

8. de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm;

9. thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!

10. Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.

11. Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort.

12. Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.

1. (Af David.) Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!

2. Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.

3. Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab,

4. da skal du have din Fryd i HERREN, og han skal give dig, hvad dit Hjerte attrår.

5. Vælt din Vej på HERREN, stol på ham, så griber han ind

6. og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag.

7. Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.

8. Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm.

9. Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.

10. En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.

11. Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.

12. Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;

13. men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.

14. De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;

15. men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.

16. Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;

17. thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;

18. HERREN kender de uskyldiges Dage, deres Arvelod bliver evindelig;

19. de beskæmmes ikke i onde Tider, de mættes i Hungerens Dage.

20. Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg.

21. Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver;

22. de, han velsigner, skal arve Landet, de, han forbander, udryddes.

23. Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej;

24. om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd.

25. Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;

26. han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.

27. Vig fra ondt og øv godt, så bliver du boende evindelig;

28. thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;

29. de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.

30. Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;

31. sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.

32. Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,

33. men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.

34. Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.

35. Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder

36. men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.

37. Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;

38. men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.

39. De retfærdiges Frelse kommer fra HERREN, deres Tilflugt i Nødens Stund;

40. HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt.

1. (En salme af David. Lehazkir.) HERRE, revs mig ej i din vrede, tugt mig ej i din Harme!

2. Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.

3. Intet er karskt på min Krop for din Vredes Skyld, intet uskadt i mine Ledemod for mine Synders Skyld;

4. thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

5. Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;

6. jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.

7. Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,

8. jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.

9. HERRE, du kender al min Attrå, mit Suk er ej skjult for dig;

10. mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

11. For min Plages Skyld flyr mig Ven og Frænde, mine Nærmeste holder sig fjert;

12. de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.

13. Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

14. som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.

15. Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

16.

17. Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

18. thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.

19. Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

20. som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.

21. HERRE, forlad mig ikke, min Gud, hold dig ikke borte fra mig,

22. il mig til Hjælp, o Herre, min Frelse!

1.

2. Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

3. mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

4. Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

5. Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.

6. Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

7. Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

8. Fri mig for al min Synd, gør mig ikke til Spot for Dårer!

9. Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

10. Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

11. Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.

12. Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

13. Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til!

1. (Til sangmesteren. Af David. En salme.) Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.

2. Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

3. en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.

4. Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

5. Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

6. Til Slagt- og Afgrødeoffer har du ej Lyst, du gav mig åbne Ører, Brænd- og Syndoffer kræver du ikke.

7.

8.

9. I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.

10. Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

11. Du, HERRE, vil ikke lukke dit Hjerte for mig, din Nåde og Sandhed skal altid være mit Værn.

12. Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.

13. Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

14. Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

15.

16.

17. Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud!

1. (Til sangmesteren. En salme af David.) Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag;

2. HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.

3. På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

4. Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!

5.

6. Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.

7. Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:

8. En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!

9. Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.

10. Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.

11. Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.

12. Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig stå for dit Åsyn til evig Tid.

13. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!

Significados: Dom, Israel.

Você está lendo Salmos na edição DANISH, Danish, em Dinamarquês.
Este lívro compôe o Antigo Testamento, tem 150 capítulos, e 2455 versículos.